NORDJYLLAND: Aalborg Universitetshospital bliver en del af det internationale Beacon-netværk. Dermed kan forskere fra hele verden få indsigt i de nordjyske kræftpatienternes data.
Den nyeste udvikling inden for kræftforskning viser nemlig, at den enkelte svulsts genetiske profil er vigtig at kende for at sikre bedst mulig behandling.
- Det kan være både kompliceret og afgørende at sammensætte den optimale behandling, fordi så mange forskellige komponenter spiller ind. De genetiske varianter kan være sjældne, så hvis vi som forskere skal kunne udlede betydende mønstre i sygdommene, kræver det derfor, at vi kan studere på så stort et datagrundlag som muligt, fortæller professor ved Hæmatologisk Forskningsafsnit, Martin Bøgsted.
Google for forskere
Det er forskere fra hele verden, der har etableret det såkaldte Beacon-netværk, hvor man deler anonymiserede genomiske data fra kræftpatienternes tumorer med hinanden, og gør dem søgbare gennem en simpel brugerflade, næsten som man kender det fra søgemaskiner som Google, oplyser hospitalet.
På den måde kan forskerne bruge søgemaskinen til at finde patienter med en bestemt tumorgenetisk variant:
- Fra Aalborg deler vi data om tumorer fra vores forskning i personlig medicin. Det gør, at man verden over kan se, hvilke varianter, vi har, og man kan så kontakte os for at høre mere om, hvad vi har gjort i forhold til behandling, og eventuelt indgå samarbejde om et forskningsprojekt, siger Martin Bøgsted.
Foreløbig er der data fra 150 hæmatologiske patienter, som har haft tilbagefald efter deres kræftsygdom. På sigt skal databasen vokse og omfatte andre typer af kræftpatienter.
Dataene til Beacon-netværket kommer fra en database, PrOnco, som løsningsarkitekt i Hæmatologisk Forskningsenhed, Charles Vesteghem har været hovedudvikler på.
I databasen samles nemlig alle kliniske oplysninger om patientens kræftsygdom, herunder genetiske analyser af kræftsvulster og oplysninger om behandlingen.
Der opbevares kun data om kræftsvulster fra patienter, som har givet tilsagn om, at deres data må opbevares i systemet og bruges til forskning.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.