dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Kontant gulerod skal skaffe læger til yderområder

187 mio. kr. til forsøgsordning Regeringen har afsat knap 200 millioner kroner til at trække praktiserende læger til udkantsområder
23. NOV 2015 6.05

Det skal være mere attraktivt for læger at slå sig ned i yderområder eller socialt belastede områder af Danmark. Det mener regeringen, der over de næste fire år som et forsøg vil bruge 187 mio. kr. som økonomisk gulerod til læger, der har mod på at flytte væk fra byerne, skriver Jyllands-Posten.

- Vi må erkende, at Danmark er ude af balance, når det gælder lægedækning, og det er regeringens ambition at sikre en mere ligelig, geografisk sundhed, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til avisen.

Ud over en konkret bonus til praktiserende læger i yderområder og socialt belastede områder sætter regeringen også et bredere udvalgsarbejde i gang for at finde løsninger, der skal sikre en ensartet dækning af blandt andet sygehuslæger og speciallæger.

Penge er ikke nok
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) tager positivt imod idéen.

- Det er godt at blive klogere på, om økonomiske incitamenter virker. Men jeg tror ikke, at en pengemæssig gulerod kan stå alene, selvom det vil være attraktivt at få lidt mere for at håndtere kroniske patienter, siger PLO's formand, Christian Freitag, til Jyllands-Posten.

Det er endnu ikke lagt fast, om læger i områder med mange kroniske patienter skal have dobbelt belønning, men hvis 500 læger som tænkt eksempel indgår i forsøget, vil de hver få omkring 374.000 kr. ekstra over fire år - før skat.

Også penge til lægehuse
Både KL og Danske Regioner tager også positivt imod forsøget, der efter planen skal begynde allerede næste år.

Foruden forsøget med kontant belønning vil regeringen nedsætte et lægedækningsudvalg med repræsentanter for blandt andre Lægeforeningen, Danske Regioner, KL og Sundheds- og Ældreministeriet, der i løbet af 2016 skal komme med flere løsningsforslag.

Derudover har regeringen øremærket 800 mio. kr. i årene 2017-2020 til nye lægehuse, som blandt andet kan etableres i yderområder. Lægehusene kan bidrage til at skabe faglige miljøer, der kan være med til at gøre det attraktivt for læger at slå sig ned i egne af landet, hvor det ellers kan være vanskeligt at rekruttere praktiserende læger, oplyser ministeriet på sin hjemmeside.

Ritzau + mk

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/kontant-gulerod-skal-skaffe-laeger-til-yderomraader

GDPR