KØBENHAVN / AALBORG: Som de første kommuner i landet er København og Aalborg nu i luften med et nyt fælles digitalt dialog- og samarbejdsværktøj til at udveksle sundhedsoplysninger om borgerne på tværs af kommuner og sektorer.
I løbet af efteråret bliver yderligere seks andre kommuner koblet på, og fra marts 2023 skal løsningen udbredes til alle de øvrige kommuner i landet, lyder det fra Københavns Kommune.
Den nye digitale løsning har fået navnet Kommunal PRO og er den første første telemedicinske løsning på den fælles offentlige infrastruktur.
- Med den nye løsning er det blevet nemmere at udveksle sundhedsoplysninger på tværs af sundhedssektoren, og vi styrker samtidig inddragelsen af borgerne. Det har været spændende at være med i både udviklingen af løsningen men også at være de første til at afprøve Kommunal PRO i drift, siger Rikke Saltoft, digitaliseringschef i sundheds- og omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune.
I Københavns Kommune afprøver man i første omgang løsningen med borgere med diabetes og inden for hjerterehabilitering, men den skal senere udbredes til bl.a., kræftområdet og den palliative enhed.
I Aalborg skal den nye løsning i første omgang bruges til at understøtte det eksisterende arbejde med patientrapporterede oplysninger på rehabiliteringscenter Aalborg.
- I Aalborg Kommune har vi været med i udviklingen af telemedicinske løsninger helt fra den spæde start sammen med Region Nordjylland og borgerne i de nordjyske kommuner. Det er den rigtige udvikling for borgerne, som får bedre mulighed for at bidrage med egne oplysninger og vurderinger af deres tilstand. Det øger livskvaliteten og skaber bedre indsigt i eget forløb, siger Niels Rygaard, formand for styregruppen for Kommunal PRO og chef for it og digitalisering i senior og omsorg i Aalborg Kommune.
Understøtter borgerinddragelse og samarbejde på tværs
Det nye fælleskommunale it-system er et samarbejds- og dialogværktøj, der understøtter arbejdet med patientrapporterede oplysninger i kommunerne og skal være med til at styrke samarbejde og vidensdeling på tværs af kommuner og sektorer.
Med den fælles løsning får kommunerne mulighed for at dele skabeloner til spørgeskemaer, og på sigt bliver det muligt at dele data på tværs af sundhedssektoren.
"Ved at udfylde det digitale spørgeskema får borgeren bedre mulighed for at forberede sig på samtalen med kommunen. Den fagprofessionelle får samtidig et bedre indblik i borgerens situation og kan i samarbejde med borgeren sammensætte det rette forløb," lyder det i pressemeddelelsen.
Løsningen er blevet til i et samarbejde mellem de fem landsdele i Danmark.
mag
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.