
Patienter, der får afslag på en klage over en lægemiddelskade i Patientforsikringen, har hidtil kunnet anke afgørelsen til Lægemiddelskadeankenævnet. Med et nyt lovforslag nedlægges ankenævnet, og sagerne flyttes til Patientskadeankenævnet, der samtidig skifter navn til Ankenævnet for Patientforsikringen, oplyser Sundhedsministeriet
Det nye ankenævn skal bl.a. gøre klagesagssystemet mere gennemskueligt for borgerne og forenkle behandlingen af ankesager. Fremover vil både klager over Patientforsikringens afgørelser om lægemiddelskader og patientskader, som i dag behandles i Patientskadeankenævnet, nemlig blive behandlet i det nye ankenævn.
Lovforslaget, der 1. behandles i Folketinget torsdag, adskiller sig således fra det lovforslag, som blev fremsat 30. januar 2014. Forbrugerrådet og KL, der ikke var tiltænkt en plads i det nye ankenævn, får nemlig hver en fast plads:
- Borgernes interesser er bedst tjent med, at både Forbrugerrådet og KL er repræsenteret i ankenævnet. Forbrugerrådet har været en del af Patientskadeankenævnet siden 1990'erne og har stor ekspertise inden for både lægemiddelskader og patientskader. Og i takt med at stadig flere af sundhedsopgaverne bliver løst af kommunerne, kan de potentielt få en større andel af patientskader. Derfor skal de to organisationer begge have fast plads i ankenævnet, siger sundhedsminister Nick Hækkerup (S).
De nye regler for Ankenævnet for Patientforsikringen skal træde i kraft 1. januar 2015.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.