dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Foto: Lars Krabbe, Polfoto.

Kamp til stregen om ulovlige patientdata

Jelved: Ulovligt indsamlede patientdata må jo først frigives om 230 år

SYDDANMARK: Data om danske patienters medicinering og samtaler med lægen skal gemmes i Rigsarkivet, selvom informationerne er indsamlet på ulovlig vis. Men først efter 230 år vil offentligheden få mulighed for at se, hvem der har lidt af hvad.

Det sagde kulturminister Marianne Jelved (R) søndag, inden der sandsynligvis kommer en afgørelse i sagen mandag, hvor der er høringsfrist kl. 12. Blandt andre lægerne vil have databasen slettet.

- Arkivloven skelner ikke mellem lovligt og ulovligt indsamlet materiale. Netop for at magthaverne kan kigges efter i kortene. Der skal også tages hensyn til de mennesker, hvis data ligger i databasen. Deres oplysninger skal ikke være tilgængelige i flere menneskealdre. Derfor blokeres adgangen til oplysningerne i databasen i 230 år, skriver Marianne Jelved på Facebook.

Region Syddanmark vil slette
Sagen begyndte i efteråret, da det kom frem, at den såkaldte DAMD-database er ulovlig. Den gemmer nemlig på langt flere oplysninger om danskernes helbred, end der var tilladelse til.

Region Syddanmark, som er ansvarlig for databasen, varslede i december, at man ville slette den. Men kort efter krævede Rigsarkivet, at den blev udleveret til arkivering.

Marianne Jelved sagde først nej. Hun mente, at det var ude af proportioner, at ulovligt indhentede personfølsomme informationer skulle gemmes. Men da materialet blev stemplet bevaringsværdigt og vigtigt af Rigsarkivet, skiftede ministeren mening.

Spor af myndigheders ulovligheder
På Facebook langer hun ud efter formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V), og kulturordfører Ellen Trane Nørby (V). Det er Region Syddanmark, der administrerer databasen.

- Det er kun totalitære regimer, der sletter sporene, når myndighederne begår ulovligheder. Det kan undre, at Venstres Carl Holst og Ellen Trane Nørby vil have slettet DAMD-databasen, hvor myndighederne netop er ansvarlige for ulovlig indsamling af patienters data, skriver hun på Facebook.

Mandag er der høringsfrist på den ændringsbekendtgørelse, som skal gøre det muligt for Rigsarkivet at kræve databasen udleveret. Kan Rigsarkivet ikke inden tirsdag kl. 12 fremlægge lovhjemmel for, at databasen kan gemmes, slettes den af Region Syddanmark, har regionen meddelt Kulturministeriet. Omkring 2000 borgere har allerede fået slettet deres oplysninger efter individuel henvendelse til regionen.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/kamp-til-stregen-om-ulovlige-patientdata

GDPR