dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat

Internetpsykiatri vinder publikumspris

En ny behandling udviklet af Center for Digital Psykiatri i Odense er tildelt Publikumsprisen ved landets største konference om offentlig digitalisering.
12. MAR 2023 11.15

SYDDANMARK: En internetbaseret behandling af let til moderat depression og angst udviklet af Center for Digital Psykiatri i Odense har modtaget en faglig anerkendelse i form af Publikumsprisen under sidste uges konference om offentlig digitalisering, oplyser Psykiatrien i Region Syddanmark.

Det var de cirka 1.500 deltagere ved konferencen, som stemte og valgte, at det internetbaserede behandlingstilbud skulle tildeles prisen. Internetpsykiatrien var også nomineret til Innovationsprisen, der som tidligere omtalt gik til Næstved Kommune med projektet Digitalt Tilsyn.

- Det er en kæmpe anerkendelse af vores lange seje træk med at udvikle en behandling, som slet ikke fandtes i Danmark for få år siden. Publikumsprisen er et stort skulderklap til teamet af psykologer, som lige nu laver terapeutisk pionerarbejde. Men også til resten af Center for Digital Psykiatri: ingeniører, programudviklere, grafikere, administrative kolleger osv. Digital behandling er en holdindsats, som kræver mange fagligheder på én gang, siger ledende psykolog ved Internetpsykiatrien Ulla Damgaard-Sørensen.

Kan forebygge

Hele det gratis behandlingsforløbet sker online, hvor patienterne selv ansøger, screenes, udredes og behandles digitalt. Efter patienterne har været igennem en indledende videosamtale med en psykolog, får de adgang til et selvhjælpsprogram med viden og øvelser. Undervejs støttes patienterne af psykologer via skriftlig feedback.

- Behandlingen kan skabe ny kapacitet til at hjælpe flere af de tusindvis af danskere, som lige nu står på venteliste med f.eks. angst eller depression. Vores digitale forløb vil være det rigtige for nogle patienter, mens andre har brug for fysisk fremmøde eller en kombination af de to. Center for Digital Psykiatri udvikler og forsker i behandlingsprogrammer til helt nye målgrupper. Til sommer lancerer vi f.eks. angstbehandling for 12-17årige i Region Syddanmark, siger Ulla Damgaard-Sørensen.

Internetpsykiatrien er udviklet og drives af Center for Digital Psykiatri, en afdeling i Psykiatrien i Region Syddanmark, men patienter fra alle regioner kan få hjælp. Indtil nu har 2.000 patienter gennemført det internetbaserede behandlingstilbud.

- Denne behandling er især god, fordi den kan forebygge, at patienter får det så dårligt, at de skal indlægges. Det er til gavn for både patienterne og psykiatrien. At vinde publikumsprisen er et stort skulderklap til Internetpsykiatrien, siger lægefaglig direktør i Psykiatrien i Region Syddanmark Anders Meinert Pedersen.

cwa 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.