
MIDTJYLLAND: Påstand om at de pressede vilkår ved akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup har ført til dødsfald er ikke dokumenteret, lyder det nu fra hospitalet.
I forbindelse med bekymring over de pressede forhold ved akutmodtagelsen udtalte overlæge Anders Brøns Møllekær onsdag til Jyllands-Posten, at det allerede er sket, at patienter med livstruende sygdomme, som ikke er blevet tilset i tide, er afgået ved døden.
Hospitalet erkender i en pressemeddelelse, at der er al mulig grund til at møde den store bekymring fra akutafdelingens speciallæger med største alvor, og at ledelsen er med i dialog om at bringe akutkonceptet tilbage i balance.
- Det er afgørende vigtigt, at påstande om alvorlige hændelser der fremføres i pressen eller internt på hospitalet kan dokumenteres, så vi kan analysere dem og lære af dem. Det gælder eksempelvis påstanden om, at der skulle være flere eksempler på dødsfald, mens patienterne venter på at blive tilset af en læge i akutmodtagelsen. Det har vi fortsat ikke dokumentation for, konstaterer lægefaglig direktør Jens Friis Bak.
Hospitalets data
Ifølge hospitalet viser alle tilgængelige data, at personalet i Akutmodtagelsen trods travlhed i spidsbelastningsperioder giver patienterne den fornødne behandling - selvom det nogle gange foregår under uhensigtsmæssige og utilfredsstillende forhold.
Det konkluderer hospitalets ledelse på baggrund af tal: 1) for patientkontakter, 2) afleveringstider for ambulancer og 3) en gennemgang af indrapporterede utilsigtede hændelser i Akutafdelingen og akutmodtagelsen.
- Jeg vil gerne understrege, at den dokumentation, vi her lægger frem, ikke ændrer på, at forholdene i akutafdelingen giver anledning til bekymring og kræver handling. Der er for travlt i Akutafdelingen, og derfor har vi også - sammen med afdelingsledelsen – lagt en plan for, hvordan afdelingen kommer i bedre balance, siger Jens Friis Bak.
Plan for genopretning
Konkret kommer der i forbindelse med genopretningsplanen nu fokus på en række punkter med opfølgning på ugentlige møder med ledelsen og speciallægerne i Akutafdelingen:
- Kapacitet
- Omlægning af patientforløb, forebygge indlæggelser
- Kvalitetsudfordringer og patientsikkerhed
- Trivsel/arbejdsmiljø
- Økonomi
- Samarbejde med øvrige afdelinger
- Vi fortsætter den igangsatte proces med god dialog i Akutafdelingen, og vores tilgang til både intern og ekstern kommunikation i disse dage vil være baseret på intentionen om at fastholde dialogsporet som vores primære og vigtigste vej, siger Jens Friis Bak.
Fakta
1) Tal for patientkontakter viser, at der siden 2021 er blevet mere travlt i akutmodtagelsen målt på antal patientkontakter. I 2022, hvor den nye akutmodtagelse åbnede på hospitalet i Gødstrup, viser data at der ikke er sket en yderligere stigning.
2) Tal for ambulancernes afleveringstider viser, at den gennemsnitlige afleveringstid ved akutmodtagelsen på Regionshospitalet Gødstrup svarer til afleveringstiden på Region Midtjyllands øvrige hospitaler.
Afleveringstiden omfatter tiden der går fra at ambulancen er ankommet til ambulanceporten og til den er klar til en ny opgave. Afleveringstiden bruges til at aflevere patienten, skrive journalen færdig, rengøre ambulancen, supplere med materialer m.m. Akutmodtagelsen i Gødstrup skiller sig heller ikke ud med hensyn til de tilfælde, hvor ambulancer bruger mere end 45 minutter på afleveringsrutinen. Forekomsten af lange afleveringer svarer til gennemsnittet i hele regionen.
3) Tal for utilsigtede hændelser viser en god rapporteringskultur på hospitalet og at antallet af rapporteringer har været stabil over år. Ses alene på hændelser med en dødelig udgang for patienter i akutafdelingen er der over fire år, i perioden fra 2019 til 2022, indrapporteret seks hændelser. Antallet skal ses i forhold til, at en akutafdeling netop modtager mange alvorligt tilskadekomne og kritisk syge patienter.
Antal patientkontakter i akutmodtagelsen Hospitalsenheden Vest og RH Gødstrup Fakta_Akutmodtagelsen
Kilde: Regionshospitalet Gødstrup
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.