
GLADSAXE: Fra august 2022 trådte en ny national barselsaftale i kraft med øremærket barsel til anden forælder. Aftalen betyder, at stadig flere mænd holder længere barsel med deres baby. Det betyder også et øget behov for aktiviteter og fællesskab målrettet fædre på barsel.
Gladsaxe Sundhedspleje har gennem flere år haft særligt fokus på mænd på barsel. Tre legestuer for fædre og deres babyer kører allerede og en fjerde legestue er nu på vej. Legestuelokalerne er også afsæt for at danne kommende såkaldte fædrehold.
Hvert fædrehold kommer til at bestå af omkring seks fædre, der har orlov samtidig. Fædrene får mulighed for at have en særlig tilknytning til hinanden, ligesom man kender det fra mødregrupper. Mange fædre i Gladsaxe har allerede meldt sig til et kommende fædrehold.
- Med de nye tilbud håber vi at kunne imødekomme fædrenes behov for aktiviteter, fællesskab, vejledning og socialt samvær under barslen. Fædre ønsker ofte at være aktive sammen og derfor tilbyder vi tumleplads i legestuerne. Så kan fædre og børn både være aktive og snakke samtidig, siger sundhedsplejersken Fenja Heilmann, der også er en af Gladsaxes såkaldte farambassadører sammen med sundhedsplejerske Maj-Britt Bockelund.
Nogle bliver venner
Gladsaxe har igennem et par år allerede opnået gode erfaringer med legestuer for barslende fædre. Konceptet fungerer på den måde, at fædrene mødes en gang om ugen i legestuerne, og en gang om måneden deltager en sundhedsplejerske.
- De legestuer, vi har haft indtil nu, har fungeret rigtig godt, selvom fædrene tidligere typisk havde kortere barsel. Mange fædre dukkede op stort set hver gang, og tiden blev brugt til hygge og drøftelser af børnenes udvikling samt andre ting, som fædrene ikke lige havde lyst til at drøfte med kæresten hjemme. Nogle fædre blev venner og lavede en løbeklub eller andet sammen udenfor legestuen, siger sundhedsplejerske Fenja Heilmann.
Sundhedsplejen i Gladsaxe forsøger hele tiden at tilpasse tilbuddene til fædrene, så flest mulig får lyst til at deltage.
- At kommunikere med mænd kan være noget anderledes end at kommunikere med kvinder. I kommunikationen med nogle mænd skal vi helst undgå pussenusse og føle-ord og i stedet være mere konkrete. Vi håber, at fædrene får lyst til at melde sig til de nye fædrehold og deltage i legestuerne og møde endnu flere fædre i samme situation som en selv, fortæller de to farambassadører.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.