
Der er færre tårer og kortere afsked, når mor og far siger farvel ved børnehavens låge frem for på stuen. Der er mindre støj og færre konflikter, når børnene leger i mindre grupper og er mere på legepladsen.
Og så er der mere plads til fri fantasi og kreative indslag, når en del af legetøjet er pakket væk.
Hverdagen i landets daginstitutioner måtte gentænkes, da samfundet skulle genåbne efter nedlukningen på grund af det smitsomme coronavirus. For rigtig mange børnehavebørn var det positivt.
Det viser en undersøgelse fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, blandt 110 børnehaveledere. Det fortæller chefanalytiker Niels Peter Mortensen.
- Flertallet af lederne vurderede, at der var en positiv virkning på børnenes trivsel og personalets arbejdsglæde som følge af genåbningen, siger han.
- Vi spurgte til, hvilke erfaringer de har lyst til at holde fast i fremadrettet. Og det handlede især om mindre børnegrupper, ændret praksis omkring aflevering og afhentning af børnene, større fokus på hygiejne og mere udeliv.
Restriktioner gjorde godt for hverdagen
Det smitsomme coronavirus holdt daginstitutionerne lukket fra midten af marts og en måned frem. Da de fik lov til at genåbne, skete det med en række restriktioner for at begrænse smitterisikoen for børn og voksne.
Det handlede om at sikre større afstand mellem børnene, mere fokus på hygiejne og at begrænse adgang til institutionen for søskende og forældre. Alt i alt gjorde det noget godt for børnenes hverdag, hvis man spørger et udsnit af børnehavelederne.
Det er flere institutioner enige i.
I børnehaven Børnehuset Bellinge tæt på Odense er den ændrede hverdag blevet taget så godt imod af både børn, forældre og medarbejdere, at man vil fastholde flere af tiltagene. Det fortæller Gry Bejstrup, der er daglig leder i børnehaven.
- Vi fortsætter med at være i mindre børnegrupper så meget af dagen, det kan lade sig gøre.
- Som voksen kan man være meget mere nærværende, og man har en bedre forældrekontakt, fordi det er de samme voksne blandt de samme børn. Så der har været mere tryghed både blandt børn og forældre.
Også det øgede fokus på hygiejne er kommet for at blive i Bellinge Børnehus.
- Vi har set, at der ikke er så mange børn, der er syge med for eksempel forkølelse, siger Gry Bejstrup.
Undersøgelsen er ifølge Vive ikke repræsentativ, men skal give et indblik i erfaringerne i et bredt udsnit af børnehaver.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.