
En nylig kortlægning lavet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (Vive) af udviklingen på plejehjemsområdet viser betydelige forskelle i ledelsesspændet, betegnelse for det antal medarbejdere, som en leder har ledelsesret over, af landets plejehjem. Gennemsnitligt har plejehjemslederne ansvaret for 55 medarbejdere.
Rapporten viser, at to ud af tre ledere mener, at deres nuværende ledelsesspænd er passende, mens hver tredje leder mener, at det er for stort eller endda alt for stort. Kun halvdelen af lederne oplever at blive inddraget i udviklingen af ældreområdet i deres kommune.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har set rapporten og udtrykker på baggrund af den sin bekymring over de udfordringer, som rapporten viser.
- God ledelse er afgørende for, at en arbejdsplads fungerer. Derfor synes jeg, det er bekymrende, at plejehjemslederne fortæller, at de har ledelsesvilkår, der vanskeliggør at lykkes godt med opgaven. Samtidig ærgrer jeg mig over, at så få af lederne oplever at blive inddraget i udviklingen af ældreområdet i deres kommune. For lederne er jo nogle af dem, der oplever konsekvenserne af politikken i hverdagen, siger ældreministeren.
Antallet af plejehjem er svundet ind
Rapporten afslører også, at antallet af plejehjem i Danmark er faldet fra 955 i 2014 til 941 i 2021, samtidig med at plejehjemmene, målt på antal beboere, er blevet en smule større.
Undersøgelsen viser også markante geografiske forskelle, idet plejehjemmene i hovedstadskommunerne generelt er næsten dobbelt så store som i landkommunerne.
Mette Kierkgaard fremhæver betydningen af at have fokus på plejehjemmene som omsorgs- og arbejdssteder.
- Rapporten viser, at der fra plejehjem til plejehjem og fra landsdel til landsdel er relativt store forskelle på, hvordan man bygger og organiserer sig. Derfor er det vigtigere at have for øje, at man på plejehjemmene skal kunne tilbyde de ældre en god omsorg og pleje og samtidigt skabe et attraktivt miljø at arbejde i, hvor ledere og medarbejderne kan bruge deres faglighed og være der for de ældre, siger hun.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.