dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Hver femte kræftpatient venter for længe

Patienter med kræft i bugspytkirtlen venter længst tid på behandling, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Nu kræver minister handling
2. SEP 2018 22.48

19 pct. af alle kræftpatienter får ikke behandling inden for standardforløbstiden. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen for andet kvartal. Standardforløbstiden er den ventetid, fagfolk mener er passende og realistisk, fra kræften opdages, til behandlingen starter.

Patienter med kræft i bugspytkirtlen i Region Hovedstaden er dem, der må vente længst på kirurgisk behandling. Her er det hele 63 pct. af patienterne, der ikke får behandling inden for den forventede tid. Tallene for kvartalerne i de seneste fire år har svinget på mellem 80 og 85 pct., der kommer i behandling inden for standardforløbstiden.

Hos Kræftens Bekæmpelse er man bekymret for tallene.

- Desværre er tallene ikke blevet meget bedre. Der mangler stadigvæk et stykke vej op til det, som patienterne er blevet stillet i udsigt, og det er ikke godt nok, siger administrerende direktør Jesper Fisker.

Manglende kapacitet
I Sundhedsstyrelsen forklarer Janet Samuel, der er enhedschef for planlægning, at det ofte er et spørgsmål om kapacitet på sygehusene, der gør, at ventetiderne bliver længere. Men man vil aldrig komme til at opleve, at alle patienter vil få behandling inden for standardforløbstiden, for det vil ikke være i alle patienters interesse, forklarer Janet Samuel.

- Nogle kræftpatienter har bedst af at vente med behandling, fx på grund af helbredet, eller fordi patienten selv ønsker at vente med at starte behandling, siger hun. 

Sundhedsstyrelsen har bedt de regioner med den længste ventetid inden for bestemte kræfttyper om at redegøre for årsagen til ventetiderne. Det drejer sig om Region Midtjylland, Region Hovedstaden og Region Nordjylland og er inden for kræftområderne hoved- halskræft, kræft i bugspytkirtlen, kræft i nyren og lungekræft.

Minister: Ikke godt nok
Det er utilfredsstillende, at 19 pct. af kræftpakkeforløb ikke gennemføres til tiden. Det siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i en pressemeddelelse.

- Det skal gå fremad, så flere af kræftpakkeforløbene bliver gennemført til tiden. Derfor er det her ikke godt nok, og særligt i nogle regioner og inden for særlige kræftformer skal der ske forbedring, siger hun.

Ministeren fremhæver særligt udsving hos enkelte kræftformer som bekymrende.

- Det er særligt bekymrende, når vi ser på de tidskritiske kræftformer. Det er ikke i orden, at vi ser de her udsving mellem kræftformerne, siger hun.

I sin pressemeddelelse konstaterer ministeren, at der er 'uholdbare problemer' med Region Hovedstadens håndtering af kræft i bugspytkirtlen. Hun har nu bedt Sundhedsstyrelsen følge den skærpede indberetningspligt skarpt. 

Hovedstaden overvejer løsning
Region Hovedstaden fortæller, at Rigshospitalet overvejer at oprette et ekstra ugentligt operationsleje. Det vil øge antallet af operationer, der kan gennemføres. Det fortæller centerdirektør for Abdominalcentret på Rigshospitalet Christian Worm:

- Vi har desværre manglet personale på vores operationsgang, men det går fremad med rekrutteringen af nyt personale. Vi mener derfor, at vi nu er i en situation, hvor det vil være muligt at lave en aftale med de medarbejdere, der allerede yder en kæmpe indsats om, at de vil påtage sig lidt ekstra arbejde, siger han.

Derudover tager Region Hovedstaden to nye MR-strålekanoner i brug fra november. Det skal ifølge regionen give en mere effektiv strålebehandling.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/hver-femte-kraeftpatient-venter-for-laenge

GDPR