Halvdelen af overlægerne har symptomer på stress.
Det er overskriften i en ny analyse fra Overlægeforeningen, der har undersøgt de faktorer, der i særlig grad påvirker overlægegruppen ift. stress.
Mere præcist har 47 procent af de knap 2.600 adspurgte ledende læger, overlæger og cheflæger oplevet symptomer på stress indenfor en måned. Ud af dem har 16 procent opsøgt professionel hjælp.
98,4 procent af disse er ansat på offentlige sygehuse.
"Mens nogle overlæger oplever symptomer på stress, uden at det får alvorlige konsekvenser, er det således både et personligt problem og en udfordring for patienter og sundhedsvæsen," slår rapporten fast.
I forlængelse heraf svarer 66 procent af lægerne, der oplever symptomer på stress, at de oplever, at det påvirker kvaliteten af deres arbejdsindsats.
- Det er alvorlige tal, siger formand for Overlægeforeningen Susanne Wammen og fortsætter:
- Som overlæger bliver vi udsat for et stort pres en gang imellem. Det er en uundgåelig del af jobbet, og heldigvis er det heller ikke alle 47 procent, som har oplevet symptomer, der bliver syge af det. Men når næsten hver femte af kollegerne med symptomer opsøger professionel hjælp, så er stress ikke forbigående for alt for mange. Også overlæger risikerer at blive syge, når presset på jobbet bliver for stort, og når det sker, går det både ud over den enkelte overlæge og over patienter og kolleger.
Mangel på personale
Rapporten præsenterer også årsagerne til stress på arbejdspladsen.
Mest iøjnefaldende er kategorien "Travlhed og et højt arbejdspres".
Herunder svarer 80 procent af de adspurgte med på symptomer på stress, at "der ikke er personale nok på afdelingen i forhold til opgaver og patienter." Tilsvarende mener 48 procent, at "man er gået på kompromis med god klinisk praksis på afdelingen af hensyn til ressourcer."
- Det betyder meget for alle sundhedsprofessionelle at give patienterne den bedst mulige behandling. Det gælder ikke mindst for overlægegruppen, der i sidste ende står med det faglige ansvar. Vores opgave er at løse opgaverne bedst muligt indenfor de rammer, som politikerne beslutter, men det nytter ikke, hvis vi i realiteten får en opgave, som det er umuligt at løse, lyder det fra Susanne Wammen og fortsætter:
- Derfor har både politikere, sygehusledelser og overlægegruppen et fælles ansvar for at sikre, at der er balance i tingene, og at vi får lavet de nødvendige prioriteringer.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.