dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi
Modelfoto. (Krestine Havemann, Polfoto)

Hurtigere adoption til gør det selv-mødre

Lesbiske par, der inseminerer sig selv, må vente to og et halvt år, før den ikke-biologiske mor kan få en stedbarnsadoption, og det er alt for længe, mener flere politikere
22. JAN 2015 6.11

En portion sæd, en engangssprøjte og lidt fingernemhed. Det kan være nemt og bekvemt for et lesbisk par at gøre den ene gravid ved en hjemmeinsemination. Men at blive en familie med to mødre, når barnet bliver født, er knap så enkelt. Som reglerne er i dag, skal to kvinder, der bruger sæd fra en donor, de kender, og inseminerer sig selv derhjemme, vente to og et halvt år, før den ikke-biologiske mor kan få lov at lave en såkaldt stedbarnsadoption. Også selv om donoren afskriver sig alle rettigheder.

Reglen betyder, at medmoderen de første år af barnets liv hverken har juridiske rettigheder eller ret til barsel. Og hvis den biologiske mor dør, får medmoderen ikke nødvendigvis forældremyndigheden, skriver Politiken.

Medmødre der får barn efter insemination på et hospital eller en privat klinik, kan med en ny lov i ryggen blive forældre allerede fra inseminationstidspunktet, hvis de underskriver en samtykkeerklæring sammen med den biologiske mor og en kendt donor.

Sådan skal det også være for medmødre, der bliver forældre efter en hjemmeinsemination, mener LGBT Danmark.

Samme rettigheder
- Vi har kontakt til mange par, der gerne vil have børn sammen uden at gøre det til en klinisk begivenhed, men vil gøre det i hjemlige omgivelser. Det mener vi, de skal have lov til og samtidig have samme rettigheder som dem, der bliver insemineret på klinik, siger LGBT-forperson Søren Laursen til Politiken.

Den holdning deler Enhedslisten og SF. De fremsætter nu et beslutningsforslag, som skal sikre en mulighed for hurtigere adoption til lesbiske. Kravet om to og et halvt års samliv før en medmor kan adoptere, er en praksis, der kan ændres, hvis social- og familieminister Manu Sareen (R) beder om det. Men ifølge Enhedslistens familieordfører Pernille Skipper har ministeren ikke reageret på gentagne opfordringer til at lave reglerne om.

Manu Sareen ønsker ikke at kommentere sagen, men henviser ifølge Politiken til, at Ankestyrelsen er i gang med at vurdere praksis på området.

kil

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/hurtigere-adoption-til-goer-det-selv-moedre

GDPR