

MIDTJYLLAND: Hvert år inviteres ca. 80.000 kvinder i alderen 23-64 år i Region Midtjylland til screening for livmoderhalskræft. Undersøgelsen foregår ved en gynækologisk undersøgelse hos egen læge. Men hver tredje kvinde er ikke blevet undersøgt inden for et år. De primære årsager kan være, at kvinderne ikke tager sig tid til at gå til lægen, eller fordi de finder den gynækologiske undersøgelse ubehagelig. Manglende deltagelse i screeningen kan dog betyde, at livmoderhalskræft udvikler sig, uden kvinderne ved det.
Men nu viser et forskningsprojekt fra Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers, at det er muligt at få flere kvinder til at deltage i screening for livmoderhalskræft ved at tilbyde dem en prøve i eget hjem, der undersøger for Humant Papillomavirus (HPV).
Undersøgelsen er foretaget blandt 6.000 kvinder i alderen 30-64 år, der ikke tidligere har reageret på en invitation til eller første påmindelse om screening for livmoderhalskræft hos egen læge.
- Vores forskningsresultater viser, at vi kan få flere kvinder til at deltage i screening for livmoderhalskræft ved at sende dem en hjemmeprøve til undersøgelse for HPV. Helt konkret har vi givet 6.000 kvinder tilbud om en hjemmeprøve, og det har fået 2.251 kvinder til at deltage i screening enten ved at tage prøven eller ved at gå til egen læge for at blive undersøgt, siger Mette Tranberg Nielsen, projektleder og ph.d.-studerende ved Regionshospitalet Randers, og fortsætter:
- Resultaterne svarer til, at vi ved at tilbyde kvinder en hjemmeprøve som et alternativ til undersøgelsen hos egen læge, kan få ca. 2.500 flere inviterede kvinder til at deltage i screening for livmoderhalskræft om året i Region Midtjylland.
Flere kvinder fundet med forstadier til kræft
Når kvinderne har taget prøven, sender de den efterfølgende ind til undersøgelse for HPV på Patologisk Institut på Regionshospitalet Randers. Er prøven HPV-positiv, anbefales kvinden at bestille tid hos egen læge for at få taget en konventionel celleprøve, der undersøger om HPV-infektionen har forårsaget celleforandringer.
I undersøgelsen fik 13 pct. af kvinderne, der havde taget hjemmeprøven, besked om, at deres prøve var HPV-positiv. Og ni ud af ti af disse kvinder havde inden for tre måneder bestilt tid hos egen læge for at få foretaget celleprøven.
Berit Andersen, ledende overlæge i Afdeling for Folkeundersøgelser og professor i screening, glæder sig over de nye forskningsresultater, der kan give anledning til at udvide den gængse undersøgelsesprocedure med hjemmeprøven som redskab.
- Vi ser desværre, at knapt halvdelen af nydiagnosticerede tilfælde af livmoderhalskræft er hos kvinder, som ikke har deltaget regelmæssigt i screeningsprogrammet. Det er derfor positivt, at hjemmeprøven medvirker til at få flere kvinder til at deltage. Med prøven som supplement til den nationale undersøgelsesprocedure kan vi både tilbyde kvinderne en mere fleksibel og nemmere undersøgelse og øge deltagelsen i screeningen betydeligt, siger Berit Andersen.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.