HOVEDSTADEN: At føre en slange ned i luftrøret på en patient er en øvelse, der kræver både træning og en sikker hånd, for det er ikke helt uden ubehag for patienten, hvis lægen ikke har prøvet det før.
Som regel foregår den type træning direkte på en patient under supervision af en mere erfaren læge - den såkaldte mesterlære - men nu skal lægerne i Hovedstaden have certifikat på, at de har øvet sig på en dukke eller en computer, før de møder patienten første gang.
Regionen er det første sundhedsvæsen i verden, som indfører obligatorisk simulationsbaseret træning på alle specialer. I praksis svarer det til, at piloter, der skal lære at flyve, øver sig mange gange i en flysimulator, inden de får lov til at flyve selv, skriver regionen i en pressemeddelelse.
Computer eller en dukke
Lægen skal fx øve en kikkertundersøgelse eller en operation på en simulator, der kan have form som en mekanisk menneskelignende dukke eller 3D-baseret computer, hvor skærmbilledet forestiller de indre organer, patienten skal opereres i.
- Det vil tage flere måneder at øve sig på det samme antal patienter, og det skaber tryghed for både patient og læge, når lægen har prøvet en lignende situation, før han eller hun skal udføre en teknisk avanceret procedure på en patient for første gang, siger Torben Schroeder, professor og leder af Simulationscenteret ved Center for Klinisk Uddannelse på Rigshospitalet.
Han påpeger, at man efterhånden har fået rigtig mange simulatorer og dermed kan øve sig i de fleste lægefaglige specialer.
- Det er en win-win situation for alle parter. Ikke mindst for patienten, som må føle sig langt mere tryg, når lægen f.eks. har prøvet operationen 50 gange i en simulator. Jeg er sikker på, at det vil give genlyd ude i verden og tiltrække nye lægekandidater, lyder det fra regionsrådsformanden, siger regionrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S)
rp
Fakta
Region Hovedstaden har et simulationscenter på Rigshospitalet, hvor læger under deres speciallægeuddannelse træner i at udføre teknisk avancerede procedurer.
Undervisningen varetages af erfarne speciallæger og består overvejende af aktiv, hands-on træning på computerbaserede simulatorer, dukker og dyreorganer.
I dag træner ca. 20 pct. af læger under speciallægeuddannelse i Hovedstaden i Simulationscentret. Nationalt er tallet noget lavere og der samarbejdes om udviklingen.
Implementeringen af obligatorisk simulationsbaseret træning af teknisk avancerede procedurer vil foregå trinvist i de kommende år. Der er en række procedurer, som særligt egner sig som satsningsområder for simulationsbaseret træning og certificering, eksempelvis kikkertundersøgelse af lungerne, operation efter hoftebrud og operation for grå stær.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.