HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden vil med et strategisk partnerskab med entreprenører, rådgivere og arkitekter sætte projekter med energirenovering i gang hurtigere, end hvad der hidtil har været muligt, oplyser regionen.
Partnerskabet skal sikre, at erfaringer kan videreføres fra projekt til projekt, men også at regionen kan undgå lange udbudsrunder, hver gang en større opgave skal igang.
- På den måde kan vi bedre tænke energiprojekterne sammen med den generelle renovering og kvalitetssikring, som er planlagt på hospitalerne i de kommende år. Det giver alt i alt en rigtig god udnyttelse af ressourcerne, siger enhedschef for Energi- og Miljø i Center for Ejendomme Heine Knudsen.
En lille milliard
Rammen til at energieffektivisere på regionens hospitaler og virksomheder rummer 945 mio. kr., har regionsrådet netop besluttet.
Både energiforbruget og dermed CO2-udledningen skal bringes betydeligt ned ved hjælp af nye pumper, bedre køling og energioptimerede ventilations- og varmeanlæg.
- Der er allerede sket væsentlige forbedringer med udnyttelse af energien, siden regionen vedtog sin energiplan i 2015, men vi er langt fra i mål, og der er brug for at sætte yderligere ind, hvis vi skal nå ambitionen om at reducere den samlede CO2-udledning med 70 pct. i 2025, siger formand for Klima- og Miljøudvalget Kim Rockhill (S).
- Med planen kommer finansieringen af energiprojekterne til at foregå gennem syv leasingrammer, som tilbagebetales over de næste cirka 20 år. Her sker tilbagebetalingen ved, at de besparelser, som energitiltagene medfører, kanaliseres tilbage i afbetalingen.
- Derudover tænkes energiprojekterne sammen med den generelle renovering og kvalitetssikring under regionens renoveringsplan, som er planlagt på hospitalerne i de kommende år.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.