HOVEDSTADEN: Corona-presset på Region Hovedstadens hospitaler er nu så stort, at man er "ret tæt på", at nogle kræftpatienter kan blive overflyttet til Region Syddanmark for at modtage behandling dér, oplyser regionen.
Region Hovedstaden har opjusteret antallet af sengepladser på intensiv med yderligere 200, men der arbejdes på at udvide kapaciteten yderligere. De mange patienter har "sprængt skalaen" på regionens planer for at skaffe pladser.
- Vi er i undtagelsestilstand. Vi har medarbejdere, der arbejder rigtig hårdt og har gjort det i mange måneder. Vi forsøger selvfølgelig at skaffe personale ad frivillighedens vej, men på nuværende tidspunkt er det desværre ikke muligt i forhold til den opgave, vi skal løse, sagde regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) tirsdag på et pressemøde.
Der er tirsdag 389 indlagte på regionens hospitaler. I starten af december var antallet 103.
Regionen har indkaldt oplysninger fra hospitalerne om, hvilken type ikke-coronarelaterede patienter man har brug for hjælp til. Det er man i kontakt med Region Syddanmark om, oplyser lægefaglig koncerndirektør Dorthe Crüger.
- Vi har allermest brug for hjælp til kræftpatienter og andre patienter, der skulle have været opereret over jul og nytår. For nogle af dem kan det godt være, at vi skal finde et hospital i Region Syddanmark, siger hun.
Hun uddyber, at der ikke er tale om flere hundrede patienter, men om patienter, hvor det er vigtigt, at de får et tilbud om operation inden for få dage.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.