HOVEDSTADEN: Regionsrådet har skudt budgetforhandlingerne i gang med at afsætte 7 mia. kr. over de næste ti år til at renovere Region Hovedstadens hospitaler, hvilket både skal komme patienter, medarbejdere og klimaet til gavn, oplyser regionen.
Afskallet maling, gamle vandrør, utætte tage og gamle tekniske installationer, som for ofte går i stykker. Mange af Region Hovedstadens bygninger er af ældre dato, blandt andet regionens tre store hospitaler, Hvidovre, Herlev og Rigshospitalet, der alle er fra 1970'erne, og alderen har sat sit aftryk på bygningernes tilstand.
Det betyder, at der er mange akutte reparationer, som både er til besvær for patienter og medarbejdere, dyre at lave og som ikke adresserer problemets rod.
Initiativet er taget på baggrund af en analyse af Rambøll, som Region Hovedstaden fik i foråret 2018. Den viste, at tiden er inde til at iværksætte en stor og grundig renovering af hospitalerne og det er på baggrund af denne analyse, at alle partier i regionen har afsat pengene.
Årlig afrapportering
- Vi kan ikke leve med det stigende antal lappeløsninger, og set i lyset af analysen fra Rambøll er jeg glad for, at alle partier i regionsrådet er blevet enige om at afsætte dette markante beløb til at indhente efterslæbet på vores hospitalers tilstand. Det her er på alle måder en 'skal-opgave', og den tager vi selvfølgelig på os, for vi skal sikre, at både patienter og medarbejdere har nogle ordentlige og trygge rammer, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).
Partierne er enige om at gribe planen an, så de mest presserende problemer løses først, og samtidigt gør hospitalerne grønnere. I begyndelsen af tiårsperioden fokuseres der på renovering af områder, hvor der i dag er mange akutte reparationer af nedbrud, der også generer patienterne og de kliniske afdelinger. Derudover fokuseres der på grønne renoveringer, hvor gamle energiforbrugende ventilationsanlæg, køleanlæg, varmeforsyningsanlæg og belysningsanlæg udskiftes til mere energibesparende udstyr i bygningerne.
Renoveringsplanen følger en økonomisk skitse, hvor der afsættes 2,3 mia. kr. de første fire år, og de resterende midler fordelt over de sidste seks år. Ved at starte med energibesparende indsatser frigøres der midler til senere, ligesom at der igen frigøres midler, når de nye store byggerier står færdige. Det er desuden aftalt, at Region Hovedstadens Center for Ejendomme én gang årligt aflægger rapport til regionsrådet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.