Risikoen for at dø af en alvorlig coronavirus-infektion er markant lavere nu, end da epidemien først begyndte i foråret. Det skriver Politiken, som refererer nye opgørelser fra både Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital.
Hvidovre Hospital er det hospital, der har haft flest personer indlagt med coronavirus. Her døde 26 pct. af de 265 indlagte coronapatienter, der var indlagt fra marts til maj, og som var så dårlige af lungebetændelse, at de havde brug for hjælp til at ilte blodet.
Siden er dødeligheden næsten faldet med 70 pct., og fra sommeren er 8,5 pct. af 85 indlagte patienter på hospitalet i Hvidovre døde.
Det store fald er kommet bag på Thomas Benfield, der er professor og overlæge i infektionssygdomme på Hvidovre Hospital, og som står bag analysen.
- Vi havde alle en formodning om, at færre dør af sygdommen nu end i foråret. Men at dødeligheden skulle vise at sige være reduceret så meget, som den er, det kom virkelig bag på os, siger han til Politiken.
Et fåtal dør i øjeblikket
Også på Aarhus Universitetshospital er der færre, som dør med corona end i foråret, siger Lars Østergaard, der er ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling.
9,3 pct. af alle indlagte med coronavirus døde på hospitalet i foråret. I efteråret er 4,1 pct. af de indlagte døde.
Ifølge Lars Østergaard er der tale om et "fåtal", der dør med coronavirus i øjeblikket.
Også indlæggelsestiden er for alle coronapatienter på Aarhus Universitetshospital faldet fra 11,3 dage til 5,2 dage.
Ifølge Thomas Benfield er den altovervejende forklaring, at lægerne i dag har bedre behandlinger, og at de har bedre styr på behandlingen, end i foråret.
I dag består behandlingen af to lægemidler, Remdesivir og Dexamethason. Alle får ligeledes blodfortyndende medicin og high-flow-iltbehandling.
- Vi kan ikke sige, hvad i behandlingen, der gør den enorme forskel på dødeligheden. Derfor kan vi lige nu kun sige, at det er den samlede behandlingspakke, der medfører den store effekt, siger Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital til Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.