
MIDTJYLLAND: Med igangsættelsen af endnu en omfattende energirenovering har Hospitalsenhed Midt lagt sig i front, når det handler om at kombinere energibesparelser og hospitalsrenovering, lyder det fra Hospitalsenhed Midt. I 2010 gik Regionshospitalet Silkeborg som det første danske hospital i gang med et såkaldt ESCO-projekt, og nu er turen så kommet til Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Skive, som skal energirenoveres for op mod 180 mio. kr. i løbet af de kommende to-tre år.
Tre firmaer har netop vundet opgaven: Schneider Electric og Siemens skal stå for hvert sit projekt i Viborg, og EnergiMidt i Skive. I alle tre projekter bliver opgaven i første omgang at gennemgå de eksisterende bygninger og finde frem til de relevante energirenoveringer. I praksis betyder det, at firmaerne vil have kig på alt fra belysning til ventilationsanlæg, isolering og vinduer.
- En af gevinsterne er, at vi puljer alle besparelserne sammen, så dyre investeringer som udskiftning af vinduer, kan blive tjent hjem af energibesparelser på eksempelvis et nyt ventilationsanlæg, forklarer Lars Dahl Pedersen.
Det nye ESCO-projekt sættes i gang samtidig med, at Regionshospitalet Viborg er i gang med det omfattende kvalitetsfondsbyggeri, hvor hospitalet bygges om og ud for i alt 1,15 milliarder kroner frem mod 2018.
Gode erfaringer
Præcis hvor mange penge, de to hospitaler skal energirenoveres for, vil først stå klart, når de tre firmaer har gennemført deres respektive analyser om et halvt års tid. Et foreløbigt skøn lyder dog på en samlet investering på op mod 180 mio. kr., fordelt med omtrent 130 i Viborg og 50 i Skive. Det særlige ved ESCO-projekterne er imidlertid, at de involverede firmaer garanterer og hæfter for, at pengene vil blive tjent hjem i løbet en given årrække.
Hospitalsenhed Midt har allerede nu gode erfaringer med energirenoveringer. Siden 2010 har Regionshospitalet Silkeborg og Hammel Neurocenter gennemført ESCO-renoveringer for i alt 32 mio. kr. Når arbejdet er færdigt om et halvt år, vil renoveringerne på de to hospitaler give en samlet besparelse på omkring 25 pct. af energibudgettet. Dermed vil udgifterne være tjent hjem i løbet af 11 år.
• ESCO er en forkortelse af Energy Service Company
• Ved et ESCO-projekt finansieres ESCO-firmaets ydelser af den energibesparelse, som renoveringerne medfører
• ESCO-firmaet garanterer for den lovede årlige besparelse - opnås besparelsen ikke, betaler ESCO-firmaet
• Hvis der opnås større besparelse end lovet, deles gevinsten i en aftalt periode mellem bygherre og ESCO-firma
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.