HOVEDSTADEN: Såkaldte håndhygiejne-observationer på alle afdelinger med patientkontakt er baggrunden for, at Nordsjællands Hospital netop har vundet en europæisk håndhygiejnepris, der uddeles af WHO.
Prisen tilgår det hospital, der har det mest kreative og innovative håndhygiejneprogram og i Nordsjællands tilfælde bygger det på systematiske observationer af personalets håndhygiejne - vel at mærke foretaget af personalet selv.
Ideen stammer fra en regional kampagne tilbage i 2010, hvor hospitalet begyndte at overvåge og registrere håndhygiejnen fire gange årligt. Men ifølge hygiejnesygeplejerske Anne-Marie Thye fandt man hurtigt ud af, at det ikke gav nok.
- Det er et must, at man spritter hænderne i ca. 30 sekunder og det blev meget hurtigt til, at man bare lige puttede sprit på hænderne, kørte det rundt et par gange, og så havde man udført håndhygiejnen. Men det er ikke korrekt at gøre det på den måde, fortæller hygiejnesygeplejersken til dknyt.
Fra fire til 12 observationer om året
Hospitalet besluttede derfor, at observationerne i stedet skulle gennemføres og indberettes en gang om måneden. Ligeledes var det ikke nok, at observationerne blev gennemført på håndhygiejne, krititeriet skulle i stedet være korrekt gennemført håndhygiejne, som beskrevet ovenfor.
Alle sygehusets faste afdelinger begyndte derefter at foretage observationerne hver måned. I begyndelsen skulle hver afdeling lave fem observationer på læger, fem på andet personale og ti på plejepersonale, men man fandt hurtigt ud af, at det var bedre at lave ti på læger og ti på plejepersonale.
- Inden længe besluttede vores rengøringspersonale og fysio- og ergoterapeuter, at de også ville deltage i programmet, så siden 2011 har alle ansatte, der har patientkontakt, indgået i at lave håndhygiejneobservationer på deres kollegaer hver eneste måned, fortæller Anne-Marie Thye.
Rød, gul og grøn håndhygiejne
Resultaterne sendes ud til afdelingsledelserne hver måned på et ark med trafiklys, så både ledelsen og hygiejeneteamet hurtigt kan danne sig et overblik over, hvordan det står til med håndhygienjen, og hvor der skal sættes ind.
Som et andet led i programmet har hygiejneteamet stillet lyskasser til rådighed, som gør det muligt for personalet at tjekke deres teknik og se, om de virkelig kommer rundt på hele hånden.
- Håndhygiejne er jo så vigtig i forhold til sygehuserhvervet sygdom, det er den vigtigste, enkeltstående faktor, siger Anne-Marie Thye, som også fortæller, at hospitalet ligger lidt lavere end andre i regionen, hvad angår antallet af patienter, der er blevet syge på hospitalet.
Der er deudsen gennemført hygienjeundervisning blandt en række patientgrupper som en del af programmet. Blandt andet er dialysepatienter, der kommer på hospitalet flere gange om ugen og som er særligt udsat for smitte, da de ofte har nedsat immunforsvar, blevet undervist i håndhygiejne og også fået eftertjekket deres teknik i lyskassen.
Stor modstand i starten
Vejen til prisen har dog ikke været helt uden sten på vejen, for ikke alle ansatte var i starten lige begejstret for ideen om, at de skulle holde øje - og dermed kontrollere - hinandens håndhygiejne.
- Det var stor modstand i starten, og det var vi meget oppe imod. Det er jo ikke særligt dansk at kontrollere hinanden på den måde, så det har der været arbejdet meget med og snakket meget om, fortæller Anne-Marie Thye, der tillægger ledelsens opbakning til projektet en stor del af æren:
- Det har været helt uundværligt, uden ledelsens totale opbakning, var det her aldrig blevet gennemtrumfet.
I sidste ende vandt hensynet til patientsikkerheden over intimideringen ved at blive kigget over skulderen af sine kollegaer, og personalet kan med prisen nu klappe sig selv og hinanden på selvsamme for indsatsen.
Prisen 'European Hand Hygiene Excellence Award 2017' er en ærespris, der uddeles hvert andet år af et uafhængigt ekspertpanel på baggrund af principper i WHO’s internationale håndhygiejneprogram.
Hospitalet har forud for tildelingen haft besøg af to professorer fra ekspertpanelet, der med egne øjne har vurderet håndhygiejnen. De var på besøg d. 4. oktober 2016.
Vinderen udvælges blandt andet ud fra kriterierne kreativitet, innovation og ledelsesforankring af indsatsen og overrækkes ved en prisoverrækkelse i Geneve i juni 2017.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.