dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Hospital og kommune skal lede på tværs

Udviklingsprojekt mellem Aarhus Kommune og Aarhus Universitetshospital skal lette overgangen fra hospital til kommune
10. APR 2014 14.11

AARHUS / MIDTJYLLAND: Hjemmesygeplejersken og social- og sundhedshjælperen, der havde vagten i weekenden, gjorde alt hvad de kunne for at hjælpe kræftpatienten, der var udskrevet fra hospitalet fredag. Men noget var gået galt i kommunikationen. Sygeplejersken på hospitalet troede, at plejeseng, toiletstol og andre hjælpemidler var i borgerens eget hjem. Men det var de bare ikke. Heldigvis var medarbejderne rutinerede og borgeren tålmodig og forstående. De klarede den sammen, til hjælpemidlerne nogle dage senere var bragt frem.

- Desværre er det ikke et enkeltstående eksempel, siger leder i Sundhedsenhed Nord, sygeplejerske Kirsten Obling, der fortæller historien. Hun er en af dem, der kender problemstillingerne og oplever brist i overgangene, når kommunen og praktiserende læge skal overtage behandling og pleje fra hospitalet. Eller omvendt.

Kirsten Obling skal nu sammen med kolleger fra Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune og funktionsledere fra Aarhus Universitetshospital forsøge at udvikle løsninger, der kan styrke gode borger- og patientforløb, hvor både hospital og kommunal hjemmepleje m.v. er involveret. Det skal ske i et udviklingsprojekt om at lede og arbejde på tværs af sektorgrænser og strukturer. Projektet er ejet af kommune og region i fællesskab.

Fælles sprog
Kirsten Obling mener, at der bl.a. er brug for et fælles sprog, så man ikke taler forbi hinanden. Brug for klare aftaler om kontakt, generelt mere viden om hinanden og gerne fælles arbejdsredskaber, hvor det er muligt.

Det fireårige projekt har til formål at skabe et stærkt fundament for at lede på tværs af sektorer. I udviklingsforløbene vil der bl.a. blive sat fokus på kvalitet i kommunikationen. Deltagerne skal arbejde med prøvehandlinger og teste prototyper ud fra konkrete problemstillinger. Og de skal være med til at skabe en samarbejdskultur, hvor man har en fælles forståelse af kerneopgaven og sammen tænker i udviklende baner.

Opgør med 'dem og os' kulturen
Bag initiativet står direktør i Sundhed og Omsorg, Hosea Dutschke, og sygeplejefaglig direktør Vibeke Krøll, Hospitalsledelsen for Aarhus Universitetshospital.

- Borgerne skal føle sig trygge og være i gode hænder hele vejen gennem sundhedssystemet. De skal ikke bekymre sig om, hvorvidt de nu bliver ordentligt overdraget fra en offentlig instans til en anden. Faktisk skal de slet ikke kunne mærke, at de bliver overdraget, siger Hosea Dutschke.

De har nu et halvt år til at finde deres veje, inden næste hold tager over. Og sådan fortsætter det frem til november 2017. I alt er det planen at ca. 140 ledere og en af deres medarbejdere skal inddrages i projektet. Der er afsat 4 mio. kroner til projektet.

 

kil

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/hospital-og-kommune-skal-lede-paa-tvaers

GDPR