
Hørsholm Kommune, som blev lukket ned i fredags, har nu to dage i træk været under grænsen for nedlukning og mangler dermed blot endnu fem dage der, før kommunen får lov at genåbne.
Hørsholm er med en testjusteret incidens på 224 stadig tættest på nedlukningsgrænsen på 250.
Dernæst følger Holstebro og Helsingør med tal på henholdsvis 184 og 162. Holstebro har i flere dage været gul og har igen haft en lille stigning fra tirsdag til onsdag, mens det for Helsingørs vedkommende er første gang, tallet er nået over 150.
Frygten for nedlukning fik i dag et enigt økonomiudvalg i Holstebro til at opfordre alle foreninger, hvor der er særlig risiko for smitte, til at lukke ned for deres aktiviteter. Et næste skridt kan blive lukning af kommunens skoler, oplyser kommunen.
København og Brøndby, som tidligere på ugen var i farezonen for nedlukning, kan foreløbig ånde lettet op med testjusterede tal under 150.
Der er fortsat tre sogne, som er lukket ned, nemlig Rungsted i Hørsholm, Tingbjerg i København og Sønderbro i Horsens.
1.246 nye smittede
Siden tirsdag er 1.246 personer testet positiv. Det er det højeste antal på et døgn siden 14. januar. De nysmittede er dog fundet blandt ikke færre end 226.660 PCR-testede, hvilket giver en smitteprocent på 0,55 - det samme som i mandags.
Der er onsdag 158 indlagt med covid-19, heraf 29 på intensiv. 19 af dem er i respirator. Det er cirka på niveau med tallene fra den seneste uge.
Efter Hørsholm og Holstebro har Høje-Taastrup lige nu den tredjehøjeste incidens, mens Ikast-Brande har den fjerdehøjeste. Derefter følger Tårnby, Ishøj, København, Helsingør, Albertslund og Glostrup.
Læsø, Ærø og Langeland er uden smittede den seneste uge, og de er sammen med Nyborg og Assens de eneste kommuner under bekymringsgrænsen på incidens 20.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.