Hvis en erstatning er modtaget i god tro, så kan den ikke senere blive krævet tilbagebetalt. Det siger blandt andet §16 i Erstatningsansvarsloven, der gælder ved fx en arbejdsskade eller en trafikskade - men ikke når det gælder patientskader. Den undtagelse kommer Højesteret til at efterprøve.
Det sker i en sag om en kvindelig patient, der blev fejlbehandlet i forbindelse med en skade i foden. Patienterstatningen tilkendte hende en erstatning for svie og smerte og for udgifter i forbindelse med behandling, og regionen betalte.
Men da kvinden ankede til Ankenævnet for Patienterstatningen, for at få et højere erstatningsbeløb, blev resultatet tværtimod at nævnet mente at hun ikke var berettiget til nogen erstatning overhovedet. Det fik regionen til at kræve erstatningen tilbage.
- Det kan undre, at syge personer der kommer til skade, skal stilles dårligere end raske, siger kvindens advokat Britha Bunk til Radio24syv.
- Hvis du kommer til skade i trafikken eller på dit arbejde og får tilkendt en erstatning, så kan forsikringsselskabet ikke senere komme og kræve den tilbage. Heller ikke selv om det på et tidspunkt bliver vurderet, at man slet ikke var berettiget til erstatningen. Men hvis du kommer til skade på et sygehus, så er du pludselig dårligere stillet, siger Britha Bunk til Radio24syv.
'Straf for at være utilfreds'
Hun finder det også 'retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt', hvis syge borgere ikke tør anke en afgørelse af frygt for at miste en allerede udbetalt og brugt erstatning. Advokaten kalder det 'helt i strid med formålet med to-instansprincippet', der er tænkt som en retssikkerhedsgaranti og ikke 'en straf for at være utilfreds'.
Regionerne udbetaler op mod en mia. kr. om året i erstatninger til folk, der har fået en skade i forbindelse med en behandling i sundhedssystemet. Samtlige regioner har gennem de seneste år strammet sagsbehandlingen i sagerne, så de nu – i modsætning til tidligere – kræver pengene tilbagebetalt, hvis det på et tidspunkt bliver vurderet, at erstatningen ikke var berettiget.
Hvis Højesteret i den principielle sag dømmer til fordel for den kvindelige patient, vil regionerne skulle stoppe den praksis. Sagen ventes indledt indenfor 12 måneder.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.