HOVEDSTADEN: 11 patienter skal tilbagebetale erstatninger for i alt 4,2 mio. kr., efter at Region Hovedstaden i juni 2015 indførte en skærpet ankepraksis for patienterstatninger. Regionen har anket 44 sager, og i de 11 sager hvor afgørelsen er ændret, skal patienterne hver betale mellem 30.000 kr. og 1.050.000 kr. tilbage, oplyser Region Hovedstaden ifølge DR København.
Patientforeningens formand Niels Jørgen Langkilde kalder det helt urimeligt:
- For mange betyder det totalt ruin, fordi de har investeret i en bil der kan klare deres handikap, eller har bygget om i deres hus for at kunne leve mere tåleligt.
Men ifølge formanden for Region Hovedstadens sundhedsudvalg, Karin Friis Bach (R), har regionen pligt til at klage, hvis den mener en bedømmelse er forkert, siger hun til DR København. En praksis der skaber utryghed for alle patienter, der får tilkendt erstatning, siger patientforeningsformand Niels Jørgen Langkilde:
- Der er jo ikke nogen der kan bruge en erstatning, hvis de ved der er risiko for, at den kan blive krævet tilbage sidenhen, siger han til DR København.
Sundhedsjurist Kent Kristensen, Syddansk Universitet, kalder dog overfor Ritzau reglerne 'rimeligt klare':
- Hvis patienten bruger af pengene fra en tilkendt erstatning, før ankefristerne er udløbet, så gør man regning uden vært. Man gør klogest i at vente, til ankefristerne er udløbet, siger Kent Kristensen, som desuden kaldet det 'en rimelig høj træfsikkerhed', når Region Hovedstaden har fået medhold i hver fjerde sag af de sager den har anket.
Sidste år udbetalte Region Hovedstaden 210 mio kr. i patienterstatninger. Også Region Syddanmark har de senere år indført en skærpet ankepraksis. Regionernes udgifter til patienterstatninger udgør cirka 750 mio. kr. om året.
mk
Fakta
- Det er Patienterstatningen, der afgør, om der skal udbetales erstatning for en fysisk eller psykisk skade, der er tilstødt under behandling på et sygehus, hos lægen eller efter brug af medicin.
- Afgørelsen kan ankes af eksempelvis patienten, regionen eller et forsikringsselskab til Ankenævnet for Patienterstatningen.
- En afgørelse fra Ankenævnet kan indbringes for domstolene.
- I 2015 afgjorde Patienterstatningen i alt 10.622 sager. Heraf blev 2752 afgørelser anket til Ankenævnet.
- 368 af de ankede afgørelser blev efterfølgende omgjort. Det svarer til, at 13 pct. af sagerne blev ændret. Andelen af sager, der omgøres, har ligget nogenlunde stabilt mellem 13 og 15 pct. de seneste fem år.
Kilder: DR København, Patienterstatningen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.