Danmark skulle have sin første røgfri generation. Salg af nikotinprodukter til årgange født i 2010 og derefter skulle forbydes. Forslaget, som havde regeringen som afsender, vakte opsigt. Ville det blive til virkelighed, kunne Danmark blive et af de første lande i verden med en så vidtgående lovgivning.
Siden har EU-regler og modstand blandt de øvrige partier i Folketinget spændt ben for forslaget, og det er skrinlagt indtil videre. Når sundhedsminister Magnus Heunicke (S) efter ferien går til forhandlinger om, hvordan unges rygning bremses, er det derfor med et nyt ønske. Han vil gradvist hæve aldersgrænsen for salg af tobak fra 18 år til 25 år.
Men også det forslag kan det blive svært at få opbakning til hos de tre støttepartier. Hverken SF eller De Radikale er begejstrede.
- Vi vil ikke lovgive om borgere, der er myndige. Hvis personer, der er fyldt 18 år, vælger at gøre noget, som både er dumt og dyrt, så kan vi ikke forhindre dem i det, siger Stinus Lindgreen, der er sundhedsordfører for De Radikale.
I stedet ønsker Radikale at begrænse salget af tobak, så det ikke kan købes i så mange supermarkeder og kiosker som i dag. Men det vigtigste er, at prisen sættes op fra de nuværende cirka 60 kroner per pakke til 90 kroner.
- Vi ved, at mindre tilgængelighed og højere priser har stor betydning. Særligt for unge, siger Stinus Lindgreen.
Aggressiv markedsføring
Hos SF vil sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen ikke på forhånd afvise en 25-års grænse. Men hvis den skal give mening, skal den overholdes af butikkerne. Det gør den nuværende aldersgrænse på 18 år ikke alle steder.
- Derfor vil vi også gerne se på tilgængelighed, kontrol og måske også pris.
Hos Enhedslisten er opbakningen større. Tobaksindustrien er så aggressiv i sin markedsføring, at det er nødvendigt, siger sundhedsordfører Peder Hvelplund.
- Alle tænkelige metoder bruges til at afsætte produkterne. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte børn og unge.
Men 25-års-grænsen får kun Enhedslistens støtte, hvis den bliver en del af en forebyggelsespakke. Den skal, ud over bekæmpelse af rygning, bestå af initiativer mod salg af alkohol, ligesom der skal afsættes penge til at øge trivslen blandt unge.
Neutrale pakker
Sundhedsministerens ønske om at hæve aldersgrænsen er inspireret af en række organisationer, herunder Kræftens Bekæmpelse. De har i en fælleserklæring opfordret regeringen til at hæve aldersgrænsen år for år, så den i 2029 ender på 25 år.
I Kræftens Bekæmpelse understreger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse, at det ikke kan stå alene. Ud over en aldersgrænse er der behov for prisstigninger og lovgivning, der forbyder rygning på alle uddannelser og ved udendørsservering. Helst skal prisen sættes op til 90-100 kroner, mener han.
- Hvis prisstigninger skal have en effekt, skal de være markante. De fem kroner, som er blevet lagt på pakkerne i år, mærkes ikke for alvor, siger Niels Them Kjær.
For nylig viste en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed, at andelen af unge rygere er faldet markant de seneste fire år. I aldersgruppen 16 til 19 år med 37 procent. Det viser, at den handleplan, som et politisk flertal vedtog i 2019, virker, siger Niels Them Kjær. Med den er der indført røgfri skoletid, neutrale pakker og prisstigninger.
Men selv om mange unge dropper cigaretter, så er der fortsat langt. Næsten hver fjerde i alderen 20 til 24 år ryger, og blandt dem i alderen 16 til 19 år er der 15 procent, der dagligt eller lejlighedsvist ryger.
- Vi er kommet et godt stykke, men vi er ikke i mål, siger Niels Them Kjær.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.