Nu må der igen oses på Herlev Hospital, skriver TV2 Lorry.
Hospitalet går dermed mod strømmen af de rygeforbud, som er indført på mange hospitaler. Ophævelsen af forbuddet sker i erkendelse af, at nogle ikke kan undvære at ryge.
Derfor står der igen rygere foran Herlev Hospital. Men det har der faktisk gjort hele tiden.
Rygeforbud ikke respekteret
Rygeforbuddet er nemlig ikke blevet respekteret af hverken patienter eller pårørende på hospitalet på trods af, at det er forbudt at nyde tobak på hele matriklen.
- Vi har opgivet at håndhæve reglerne, så nu forsøger vi at give plads til alle, siger Klaus Lunding, der er direktør for Herlev og Gentofte Hospital.
For at undgå, at rygerne placerer sig foran hovedindgangen og langs vinduerne, har hospitalet lavet tre rygerzoner, hvor man frit kan ryge. Rygeforbuddet gælder dog fortsat for personalet, der ikke må ryge på matriklen.
Næsten alle hospitaler i hovedstadsområdet er røgfrie. Kun Rigshospitalet er undtaget, da man her har opsat rygepavilloner til patienter og pårørende. På Bispebjerg er det tilladt for patienter at ryge, hvis de har en dispensation.
Kræftens Bekæmpelse: 'Et uheldigt signal'
Rygetilladelsen på Herlev Hospital løber i første omgang som en etårig forsøgsperiode, men selvom der er tale om et afgrænset forsøg, står man uforstående overfor beslutningen hos Kræftens Bekæmpelse.
- Det er faktisk lige så vigtigt som at tage sin medicin at lade være med at ryge for rigtig mange patienter, så det er et rigtigt uheldigt signal, siger sekretariatsleder for Røgfri Fremtid hos Kræftens Bekæmpelse, Mette Gry Münchow, til TV 2 Lorry.
Men ifølge direktøren for Herlev og Gentofte Hospital er det nærmere et spørgsmål om, hvorvidt det overhovedet er muligt at håndhæve et rygeforbud på hospitalerne.
- Vi har jo ingen repressalier overfor patienter og pårørende, siger Klaus Lunding.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.