
For nordjyderne vil 5. november komme til at stå i hukommelsen på samme måde, som 11. marts står i hukommelsen i resten af landet, nemlig som den dag alting lukkede ned. Statsminister Mette Frederiksen (S) foretog selv sammenligningen, da hun torsdag aften præsenterede en lang række skrappe restriktioner og anbefalinger i de syv kommuner, der er hårdest ramt af mink-varianten af corona.
Allerede fra torsdag aften gælder i de syv kommuner Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Vesthimmerland, Jammerbugt, Thisted og Læsø en kraftig opfordring til alle om ikke at forlade sin egen kommune. Kun hvis man har kritiske arbejdsfunktioner eller andet uopsætteligt ærinde, er det OK at krydse en kommunegrænse.
Både offentlige og private arbejdspladser opfordres til at hjemsende alle medarbejdere, der ikke har kritiske arbejdsfunktioner. Også folk i nabokommuner til de syv kommuner er omfattet af dette og kan derfor ikke møde ind på arbejde, ligesom man ikke kan tage på arbejde ud af nogen af de syv kommuner.
Både i de syv kommuner og nabokommunerne kan man dog kortvarigt møde ind på sit arbejde fredag for at hente sin computer eller lignende, sagde Mette Frederiksen, der definerede nabokommunerne som Aalborg, Rebild, Mariagerfjord, Morsø og Viborg.
Endelig skal alle omgås så få mennesker som muligt, også inden for egen kommune, lød statministerens appel,
Lørdag og mandag
Fra på lørdag lukkes desuden alle serveringssteder for alt andet end takeaway.
Fra på mandag begrænses fremmødet i folkeskolerne. Kun elever i de små klasser op til og med 4. klasse skal i skole, og endda med skærpede afstandskrav med en meter imellem dem. Øvrige skal blive hjemme og modtage fjernundervisning. I daginstitutionerne skal der dannes mindre, faste grupper af børn.
Den kollektive trafik lukkes ned med stop for tog og busser ind i og ud af de syv kommuner. I de syv kommuner lukkes biblioteker, kulturinstitutioner, idrætsfaciliteter, fitnesscentre og forlystelser.
Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder uden de undtagelser, der opretholdes i resten af landet. Udlændinge med destination i en af de syv kommuner vil blive afvist ved indrejse til Danmark.
Endelig opfordres alle 280.000 indbyggere i de syv kommuner til at lade sig teste. Udstyr hertil vil blive overført fra resten af landet til de syv kommuner, fortalte Mette Frederiksen. Den præcise udførelse udestår dog stadig at blive fastlagt, det vil ske lokalt.
Alle nævnte restriktioner gælder foreløbig til og med 3. december.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.