
Norsk Luftambulanse skal fortsat flyve de danske akutlægehelikoptere, når den hidtidige kontrakt udløber i november 2024. Det er blevet udfaldet efter et genudbud af opgaven, oplyser Danske Regioner.
Norsk Luftambulanse har gennem en årrække stået for opgaven med at flyve de danske regioners akutlægehelikoptere, men nordmændene stod ellers efter et tabt udbud i slutningen af 2020 til at tabe opgaven til en samarbejde mellem Franske SAF Helicopteres og danske UNI-FLY.
En klage fra Norsk Luftambulanse til Klagenævnet for Udbud fik ikke opsættende virkning for udbuddet. Men alligevel valgte de danske regioner i januar 2022 at lade udbuddet gå om, da regionerne selv vurderede at elementer i delkendelsen fra klagenævnet kunne munde ud i en endelig afgørelse, som ikke ville falde ud til regionernes fordel.
Det genudbud blev altså Norsk Luftambulanses held. Da de i konkurrence med fire andre prækvalificerede selskaber blev vurderet til at have givet det samlet set bedste tilbud vurderet ud fra kvalitet, driftssikkerhed og pris. Kvalitet og driftssikkerhed har vægtet tungest i udvælgelsen (70 pct.), mens prisen har vægtet (30 pct.).
- Vi har haft fokus på driftssikkerhed, kvalitet og fortsat udvikling, og nu får vi et mere robust helikopterberedskab i en periode på mindst ti år til samme pris som nu. Det kan vi kun være tilfredse med, siger næstformand i Danske Regioner, Stephanie Lose (V).
De selskaber, der udover Norsk Luftambulanse kæmpede om kontrakten var konsortiet Scandinavian Air Ambulance and KN Helicopters (Babcock Scandinavian Air Ambulance, Sverige og KN Helicopters A/S, Danmark), Elifriulia (Italien) og SAF Helicopteres (Frankrig) med det danske selskab UNI-FLY som underleverandør, som altså vandt det oprindelige udbud.
Det italienske selskab Elifriulia har imidlertid valgt ikke at afgive endeligt tilbud, og valget har derfor stået mellem de tre øvrige selskaber.
Kontrakt til trecifret millionbeløb
Den nye kontrakt med Norsk Luftambulanse er 10-årig med mulighed for forlængelse i op til yderligere fire år. Prisen for den nye kontrakt er 131 mio. kr. årligt, hvilket er på niveau med den nuværende kontrakt.
Kontrakten vil medføre fire nye akutlægehelikoptere, som vil give større fleksibilitet, øget sikkerhed og blandt andet sikre bedre plads til særligt udstyr og personale, når patienter skal flyves til specialiseret behandling på et hospital.
Derudover vil Danmark fra 2024 vil Danmark have sin egen reservehelikopter til de tidspunkter, hvor der for eksempel gennemføres service på en af de fire faste helikoptere. I dag deler Danmark en reservehelikopter med Norge. Desuden vil der med den nye aftale komme ekstra bagvagter på beredskaberne om sommeren, hvor der er flest opgaver for akutlægehelikopterne.
- Den nye aftale giver os rigtig gode muligheder for at videreudvikle på vores flyvende beredskab. Samlet set får vi altså en endnu bedre løsning, end vi har i dag, og det glæder vi os naturligvis over, siger Dorthe Crüger, som er formand for styregruppen for Den landsdækkende Akutlægehelikopterordning.
Aftalen med Norsk Luftambulanse er nu "stand still" periode frem til 16. januar, hvor selskaberne, der har budt på opgaven, har mulighed for at komme med indsigelser over beslutningen. Kommer der ingen indsigelser vil kontrakten blive underskrevet 17. januar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.