
Søskende skal spille en aktiv rolle i kræftramte søskendes sygdomsforløb og tilknyttes en sygeplejerske ved hospitalet.
Det er i hvert fald en af overskrifterne i et landsdækkende forskningsprojekt, der under navnet Supreme-projektet vil skabe en retning for støtte til søskende af kræftramte børn. Midt i et sygdomsforløb kan søskende nemlig ofte føle sig overset.
- Skolen er ofte et sted, hvor søskende reagerer på det forandrede familieliv. Derfor er det vigtigt at få skabt en forståelse blandt klassekammeraterne og hjælpe søskende med at sætte grænser og dele deres oplevelser på egne præmisser, fortæller ph.d.-studerende Minna Devantier fra Rigshospitalet, der er daglig leder af projektet.
Projektet retter sig mod søskende i alderen 6-18 år og tilbyder fx hospitals- og skolebaseret intervention. Det kommer bl.a. til udtryk i undervisningen, hvor både søskende og deres klasser undervises i børnekræft og dens daglige udfordringer for hele familien.
Flere tilknyttet
Projektet, der netop er rundet et år, har allerede inkluderet 68 børn på tværs af de fire børnekræftafdelinger.
- Supreme skaber en ny retning for familiestøtte ved at sikre, at både søskende og deres omgivelser er bedre rustet til at håndtere de udfordringer, der følger med at have en syg bror eller søster, fortæller Minna Devantier.
Og det mærkes bl.a. ude på de børneonkologiske afdelinger, der ikke tidligere havde et tilbud til søskende, men som nu er klædt anderledes på til at styrke den familiecentrerede pleje.
Det har også skabt glæde hos direktør i Børnecancerfonden Marianne Benzon Nielsen, der understreger vigtigheden af potentialet:
- Når et barn bliver alvorligt syg, påvirker det hele familien, og søskende står ofte i skyggen af de massive udfordringer, som kræftbehandling bringer med sig. Med Supreme-projektet får søskende den opmærksomhed og støtte, de har brug for i en tid præget af uforudsigelighed, siger hun og tilføjer:
- Det er afgørende, at vi også ser på søskendes trivsel, hvis vi skal sikre helheden i den støtte, vi tilbyder kræftramte familier.
De endelige resultater fra projektet forventes i slutningen af 2025.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.