HOVEDSTADEN: Forældre, hvis barn bliver indlagt med en psykisk lidelse som eksempelvis ADHD, spiseforstyrrelse eller OCD - har brug for anden hjælp, end den de kan få fra hospitalets hvide kitler.
Derfor skal andre forældre, som selv har oplevet at have et barn indlagt på en psykiatrisk afdeling, nu hjælpe dem. Det er tanken bag et forsøg med forældrementorer på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden, skriver DR København.
- Forældrene kan hurtigere falde til, hurtigere orientere sig og få den hjælp, som de skal have, siger Henrik Ingemann Andersen, udviklingschef i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center.
Fire forældre er nu ansat fem timer om ugen hver til at lytte, dele erfaringer og støtte andre forældre på de Børne- og Ungdomspsykiatriske afdelinger i Glostrup og Bispebjerg. Mentorerne kan være med til at svare på spørgsmål om, hvorvidt det er i orden at banke på lægens dør, og hvordan man får familielivet til at hænge sammen, når ens barn er indlagt.
Guld værd
- Der kommer meget positivt ud af at hjælpe forældrene, mener generalsekretær i pårørendeforeningen Bedre Psykiatri, Thorstein Theilgaard.
- Det er grundlaget for ens liv, der bliver rystet, så dét, at der er nogle mennesker, som selv har oplevet det, er simpelthen guld værd, siger han til DR København.
Thorstein Theilgaard tror ikke bare, at forældrementorerne er gavnlige for forældrene - men også for hospitalerne og hele samfundet.
- Hvis man skal gøre det op i samfundskroner, så tror jeg, at udgifterne til den her slags mentorer kommer ind igen rigtig mange gange, siger han til DR København.
Forsøget fortsætter i hele 2016 på afdelingerne i Glostrup og Bispebjerg, og derefter skal det besluttes, om det skal forlænges.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.