SYDDANMARK: 1. april er det et år siden, Region Syddanmark indførte den ordning, hvor alle tilskadekomne skal ringe først i stedet for blot at troppe op på skadestuen. Men det er langt fra alle, der husker at ringe, inden de tager på skadestuen, skriver DR Fyn.
En stikprøve fra skadestuerne i Region Syddanmark viser, at op mod hver femte patient kommer uden at have ringet først. Og det ærger oversygeplejerske Christian Jørgensen, der leder de sygeplejersker, som tager akuttelefonen i dagtimerne.
- Det er ikke godt, at så mange undlader at ringe først. Så vi er nødt til at få informeret borgerne om, at de skal kontakte akuttelefonen, inden de kommer på skadestuen, siger han.
Skal ringe selvom de allerede står på skadestuen
Ved at ringe først får patienterne dels råd om, hvad de selv kan gøre ved deres skade. De får også en vejledende tid for, hvornår de kan komme til på skadestuen. Så det er ikke kun en fordel for systemet, at man skal ringe først, mener Christian Jørgensen.
- Det er ikke et krav vi stiller, for at gøre det mere bøvlet for patienterne. Det skulle gerne være for at kunne yde en bedre service, siger han.
De seneste tal fra regionen viser, at fire ud af fem venter mindre end 2 minutter, når de ringer til skadestelefonen. 10 pct. venter mere end 5 minutter. Og patienter, der møder op uden at have ringet først, vil faktisk i de fleste tilfælde blive bedt om at ringe, selv om de allerede står på skadestuen.
Men i Region Syddanmark kan man godt forvente, at flere vil huske at bruge akuttelefonen i fremtiden. Erfaringer fra Aarhus viser, at der efter to og et halvt år med et lignende akuttelefonsystem er 90 pct., der ringer, inden de tager på skadestuen. Men her var det også op mod hver femte patient, der undlod at ringe først, da man først indførte systemet på skadestuerne.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.