DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Flere regioner nedlægger coronapladser

Både i Hovedstaden og Midtjylland skæres der markant ned på coronasengepladserne.
1. FEB 2021 10.00
TEMA: Corona

HOVEDSTADEN / MIDTJYLLAND: I Region Hovedstaden og Midtjylland falder antallet af indlagte med corona, så Aarhus Universitetshospital og hospitaler i hovedstaden skruer antallet af coronapladser på hospitalerne ned de kommende dage.

Det fortæller Kristian Antonsen, konstitueret hospitalschef på Frederiksberg og Bispebjerg Hospital, og Lars Østergaard, ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på AUH.

Kristian Antonsen er med i Hovedstadens corona-taskforce om kapaciteten på hospitalerne:

- Nu er vi inde i det, der er vores oprindelige beredskabsplan, og der er vi på trin fire med 360 coronapladser.

- Nu går vi ned til 300 og måske endda 240 pladser. Det vil jeg tror, vi gør i morgen eller onsdag, siger han.

Det samme gælder i Aarhus, fortæller Lars Østergaard:

- Vi går ned i antallet af sengepladser, fordi vi ser færre nye indlagte per dag, og det samlede antal indlagte er faldet, siger han.

Det betyder, at der nu er 26 sengepladser til coronapatienter. Der har tidligere været 40.

Fald i antal nysmittede

Søndag var der 534 indlagte coronapatienter på landets hospitaler. Det er det laveste antal siden 17. december. Antallet af indlagte nåede sin hidtidige top 4. januar. Her lå der 964 coronapatienter på landets hospitaler.

Antallet af nye smittede er de seneste par uger faldet markant. En mere smitsom coronavariant - B117 - er dog på fremmarch.

Den udgør gradvist en større andel af de nye smittede og ventes at være dominerende i midten af februar.

Er det ikke godt at være forberedt ved at have sengepladser klar?

- Jo, det er godt at være forberedt, og det er vi også. For det er ikke sådan, at vi ikke kan lukke dem op igen, siger Lars Østergaard.

Ritzau / ibs