
Flere patienter med andre sygdomme end corona fik behandling i sundhedsvæsnet under anden bølge af epidemien, end tilfældet var under første bølge. Det viser en rapport fra Sundhedsstyrelsen, som kortlægger aktiviteten i sundhedsvæsnet frem til uge 3 i 2021.
Forbedringen er sket på trods af, at anden bølge, som startede i begyndelsen af december, var længere og antallet af indlagte højere, end det var tilfældet under første bølge i foråret 2020.
- Det viser, at det er lykkedes at tilpasse aktiviteten og kapaciteten gradvist til epidemiens udvikling, så flest muligt stadig kunne blive udredt og behandlet samtidig med, at sygehusene havde mange indlagte patienter med covid-19, siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i en kommentar.
Rapporten viser desuden, at der under epidemien overordnet set er blevet henvist samme antal patienter til kræftpakkeforløb, som der blev før epidemien.
Op og ned for kræftpatienter
Der har dog både været perioder med flere og færre henvisninger end før. I starten af epidemien - i uge 15 2020 - var der et stejlt fald i henvisninger til kræftpakkeforløb sammenlignet med månederne før. Her blev 1.181 personer henvist til et kræftpakkeforløb. Antallet var 3.010 i uge to samme år.
Der har været en nedgang i antallet af screeningundersøgelser for sygdom. Både under foråret og i efteråret frem mod årets udgang i 2020.
Screeningsprogrammet for brystkræft har været påvirket under hele pandemien. Før coronanedlukningen, fra uge 1-10, blev mellem 6.000-7.000 personer ugentligt undersøgt for brystkræft. Derefter har ugentligt højst 6.000 kvinder fået foretaget en screening.
Sundhedsstyrelsen har ifølge rapporten kontaktet alle regioner for at følge op på, om der har været samme screeningtilbud og indkaldelse af udeblevne patienter, som før corona.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.