DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
En del elever kan se frem til at gå i skole derhjemme også i næste uge.
Foto: Christian Lindgren, Ritzau Scanpix

Flere kommuner udskyder fysisk undervisning

Lærerforening roser kommuner og har svært ved at se, at skoleelever kommer tilbage i skolen på mandag.

Det er er det rigtige at se tiden - og smittetallene - an, før man med sikkerhed kan sige, at landets skoleelever kan komme tilbage til fysisk undervisning fra mandag.

Men som smittesituationen ser ud nu, har Danmarks Lærerforenings formand, Gordon Ørskov Madsen, svært ved at se for sig, at det bliver i den første del af januar.

Derfor er han glad for, at der er lagt op til en fleksibel skolestart i kommunerne frem til 11. januar.

- Jeg er glad for, at regeringen har meldt ud, at man ikke skal starte den 4., men at der er en fleksibel opstart, som gør, at man kan tage bestik af situationen. Det handler ikke om at komme hurtigt i gang, men om at starte så sikkert som muligt, siger Gordon Ørskov Madsen.

Flere har udskudt 

Flere kommuner har allerede besluttet at udskyde skolestarten til mandag d. 11. januar.

Det gælder blandt Hjørring, som mandag har oplyst bl.a. på sin Facebookside, at eleverne i 5.-10. klasse skal have fjernundervisning en uge ekstra og først vende tilbage til fysisk undervisning mandag d. 11. januar.

Frederiksbergs kriseledelse valgte allerede før jul, at de ældste klasser skal blive hjemme til 11. januar, og søndag blev det besluttet, at det samme skal gælde de yngste klasser, oplyste borgmester Simon Aggesen på bl.a. Facebook. Der bliver sørget for nødpasning i SFO.

I Nyborg Kommune har eleverne i 7.-9. årgang fået besked på at blive hjemme til 11. januar. 

I Billund fortsætter de ældste årgange den digitale undervisning den første uge.

I København, Aarhus, Herlev og Kolding skal kun de yngste elever møde fysisk på mandag, skriver TV2

Forlængelse eller forholdsregler

Efter planen kan kommunerne sende eleverne tilbage i skole fra på mandag. Men situationen med stigende smitte i samfundet gør, at der er stor usikkerhed om, hvorvidt regeringens restriktioner bliver forlænget.

Gordon Ørskov Madsen mener, at der under alle omstændigheder skal laves nogle særlige retningslinjer for skolerne, når eleverne kommer tilbage. Der bør ses på en løsning, hvor en klasse bliver delt op i mindre grupper. Og så skal der mere fokus på rengøring, end der er i dag, foreslår han.

- Man er i hvert fald nødt til at tage nogle forholdsregler af en anden karakter. Lærerne er bekymrede for smitten, og det tror jeg såmænd også, både elever og forældre er.

- Men samtidig vil vi gerne bidrage til at holde skoler åbne i videst muligt omfang. For eleverne er jo glade for og mange er afhængige af at komme i skole hver eneste dag, siger Gordon Ørskov Madsen.

Ritzau / ak

 Opdateret 8.30 med flere kommuner og de sidste fire afsnit.