
Fødselstallet i Danmark er gået ned de seneste ti år, og i samme periode er antallet af jordemødre øget, skriver Kristeligt Dagblad. I Region Hovedstaden havde en jordemoder i gennemsnit 55 fødsler i 2007, et tal der sidste år var faldet til 44 fødsler og med samme tendens gældende også i de andre regioner.
Når jordemødrene alligevel oplever øget travlhed, og klinikchef Morten Hedegaard forlader Rigshospitalets fødeafdeling i protest mod forholdene, hænger det sammen med en ændret fagsammensætning og ændret opgavefordeling på afdelingerne. Sådan lyder ifølge Kristeligt Dagblad forklaringen fra både formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), og kredsformanden for Jordemoderforeningen i Region Sjælland, Bodil Bjørg Korsgaard.
Ulla Astmann 'anerkender klart, hvad jordemødrene oplever på fødeafdelinger, selvom tallene ser anderledes ud, siger hun og henviser til 'mindre støttepersonale i form af
sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter og en større kompleksitet i flere forløb'. Det samme gør Bodil Bjørg Korsgaard, der siger at 'jordemødre de senere år har erstattet andre faggrupper på svangre- og barselsafdelingerne og i ultralydsafdelingerne' og at der dermed ikke 'samlet set er tilført flere hænder til fødselsbetjeningen'.
'Ressourcerne bruges forkert'
Men det er at bruge ressourcerne forkert, mener professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg fra KORA
Hospitalerne skal årligt øge produktiviteten med to procent eller skabe tilsvarende besparelser, men det er et rigidt mål på antal ydelser, der passer ringe til fødeområdet, hvor en fødsel nu engang tager den tid, den tager. I stedet skulle fødeafdelingerne i højere grad fritages for at leve op til det politisk bestemte krav om antal leverede ydelser, men bruge de samme ressourcer til det, der giver mest værdi, mener han.
- Området har ikke fået færre folk, og der er ikke mange flere fødsler, så noget er gået galt i ressourceforbruget. Løsningen er at sige, at man skal måle på noget andet end produktivitet. For eksempel på, hvor sunde børnene er blevet, og hvor glade familierne er – og så være ligeglade med antallet af scanningsbilleder, der bliver taget. På den måde ville man holde op med at lave det, der giver marginal værdi for i stedet at lave det, der giver mere værdi, siger Jakob Kjellberg til Kristeligt Dagblad.
Ulla Astman er ikke afvisende overfor 'at måle kvalitet i stedet for kvantitet', men 'det kræver, at vi bliver enige med staten om, hvordan man i stedet skal regne produktiviteten ud. Emnet vil hun rejse i kommende økonomiforhandlinger, men forventer ikke nogen løsning de nærmeste år.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.