HOVEDSTADEN: I en ny rammeaftale om samarbejde mellem Professionshøjskolen Metropol og Region Hovedstaden er første skridt en aftale om at etablere delestillinger, så forskning og patientbehandling og pleje bliver koblet endnu tættere sammen til gavn for patienter og borgere.
Læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige grupper fra Region Hovedstadens hospitaler får nu lettere ved at arbejde på Professionshøjskolen Metropol, der uddanner inden for en række sundhedsfaglige fag.
Etablering af delestillinger på tværs af Metropol og hospitalerne i Region Hovedstaden vil både styrke det faglige indhold på uddannelserne og samtidig sikre, at den nyeste sundhedsfaglige viden hurtigt kommer i brug på hospitalerne, fordi fremtrædende forskere og eksperter får lettere adgang til begge verdener.
– På Metropol har vi en klar ambition om at uddanne de bedste og dygtigste professionsbachelorer, som skal være med til at skabe fremtidens sundhedsvæsen. Det er en sektor, der er præget af hurtig udvikling og omstilling, ikke mindst i forhold til ny teknologi og store forandringer i forholdet mellem borgerne og sundhedsvæsenet. Med den nye aftale bringer vi vores kompetencer og ressourcer sammen i en fælles indsats, der sikrer et forskningsbaseret og borgernært uddannelses- og sundhedssystem, siger rektor på Metropol, Stefan Hermann
Frontsoldater
– Professionsbachelorerne er i vid udstrækning regionens og sundhedsvæsenets frontsoldater, der hjælper patienter og borgerne til en højere livskvalitet gennem forebyggelse, behandling og pleje. Når vi styrker samarbejde og viden på tværs, kommer det de patienter og borgere til gode. Derfor er en tættere kobling mellem uddannelse, forskning og virkeligheden på hospitalerne helt sikkert noget, vi kommer til at se mere af fremover, siger Hjalte Aaberg, regionsdirektør i Region Hovedstaden
Metropol har til opgave at udbyde og udvikle videregående uddannelser inden for en række sundhedsfaglige faggrupper – sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, jordemødre mv. – og samtidig udfører praksisnære forsknings- og udviklingsaktiviteter, der retter sig mod både den private og den offentlige sektor.
Region Hovedstaden har med sit ansvar for at drive hospitaler samt at sikre vækst i hovedstadsregionen en klar interesse i at sikre den bedst mulige kobling mellem Metropol og regionens sundhedsvæsen. Regionens hospitaler er hovedaftager af de faggrupper, der uddannes på professionshøjskolen Metropol.
I de kommende år vil der bliver udviklet flere tiltag, der skal sikre de bedst uddannede professionsbachelorer til fremtidens sundhedsvæsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.