
Når politikerne diskuterer mulige lokale eller regionale genåbninger, kan især borgere og kommuner i Region Syddanmark og Region Hovedstaden frygte at måtte vente lidt længere end resten af landet.
Lige nu har ni kommuner en incidens over 100, og af dem ligger de fire i Syddanmark og de fem i hovedstaden. Nemlig - i rækkefølge efter incidens:
- Kolding
- Ishøj
- Aabenraa
- Nyborg
- Fredericia
- Albertslund
- Brøndby
- Furesø
- Høje Taastrup
Endda kniber syddanske Odense sig med incidens 99,9 kun lige præcis under.
Kun 20 kommuner er nu under bekymringsgrænsen på incidens 20. Her befinder sig dog også flere kommuner fra de to hårdest ramte regioner, fx Gribskov, Allerød, Assens og Esbjerg, så det bliver ikke nogen nem opgave at definere, hvilke områder der eventuelt skal have lov at genåbne før andre.
Høj smitteprocent
Siden søndag er der fundet 450 nye smittede, og ud af lidt over 106.000 prøver giver det en smitteprocent på 0,42, hvilket er den højeste siden 9. februar, da den var 0,43. Siden da har den svinget mellem 0,22 og det nuværende niveau.
254 er indlagt, det er en lille stigning i forhold til i går, hvilket er typisk på mandage. Der er 51 på intensiv, heraf 36 i respirator.
Siden i går er der registreret fem nye dødsfald med covid-19.
Stigning i vente
Dagens smittetal på 450 personer er inden for skiven af, hvad der er set i februar, hvor der dagligt er fundet mellem 274 og 553 nye smittede. Den næste tid skal vi dog forvente en stigning.
Det vurderer Kasper Karmark Iversen, overlæge ved Herlev-Gentofte Hospital og professor ved Københavns Universitet, over for Ritzau.
Det skyldes, at smitten med den mere smitsomme virusvariant B117 fortsat er stigende, og at den gradvist fylder mere og mere i epidemien.
- Derfor må vi forvente, at det samlede kontakttal også vil være over 1 det næste lange stykke tid, ind til vaccinationerne begynder at slå ind, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.