
Ishøj skiller sig i stigende grad ud i de daglige smittetal.
Ganske vist har kommunen længe ligget i toppen med det højeste incidenstal - antal smittede pr. 100.000 indbyggere på en uge - men forskellen til de næstværst ramte bliver større og større.
I dag er Ishøjs incidens steget til 424, hvilket er tæt på dobbelt så meget som Høje-Taastrups 233 på andenpladsen og Halsnæs' 227 og Rødovres 222 på de følgende pladser.
De fire kommuner er i dag de eneste, som er over en incidens på 200. Det tal er interessant, fordi de 200 i incidens fra på mandag bliver grænsen for, hvornår en kommune skal lukke blandt andet sine skoler, SFO'er og ungdomsuddannelser. Det er følgen af en bred politisk aftale på Christiansborg fra i onsdags, som skal endeligt godkendes i Epidemiudvalget i morgen.
I går var seks kommuner over grænsen, men det er lykkedes Albertslund og Brøndby at komme under i dag.
I weekenden fik Rødovre og Albertslund besked på at holde deres skoler og fritidsordninger lukket i dag, fordi incidensen var over 200. Før påske fik Fredensborg, Gladsaxe og Halsnæs besked på at holde deres skoler lukket indtil 11. april. I forvejen var de lukket ned i Ishøj, Vallensbæk og Brøndby.
I andre kommuner er det enkeltskoler og SFO'er i særligt hårdt ramte sogne, der er lukket ned. Det sker, hvis incidensen overstiger 400, hvis der er registreret over 20 tilfælde på en uge, og hvis positivprocenten er over to.
I den anden ende af skalaen er 12 kommuner under den såkaldte bekymringsgrænse på incidens 20, nemlig Læsø, Ærø, Samsø, Fanø, Holstebro, Bornholm, Ikast-Brande, Vordingborg, Brønderslev, Struer, Haderslev og Skive.
520 nye smittede
Det seneste døgn er 520 testet positiv med PCR-test. De er fundet blandt over 182.000 PCR-test, hvilket giver en smitteprocent på 0,29.
Udover de mange PCR-test er ikke færre end 201.000 testet med lyntest. De er mere usikre, og derfor tæller resultaterne herfra ikke med i dagens tal fra Statens Serum Institut.
Der har været to nye dødsfald relateret til corona. Der er nu 219 indlagte, hvilket er en færre end i går. Der er nu 38 på intensiv, heraf 28 i respirator.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.