
SENESTE: FESTUGEN ER AFLYST. Læs mere her.
På mandag har Aarhus-borgmester og festuge-formand Jacob Bundsgaard (S) indkaldt til ekstraordinært møde i Aarhus Festuges bestyrelse om, hvorvidt festugen skal gennemføres helt eller delvist eller aflyses.
Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) oplyser torsdag formiddag, at han på mødet vil stemme for en aflysning.
- Det vigtigste er borgernes sikkerhed. Vi skal have styr på coronaudviklingen i Aarhus og hele det danske samfund. Hvis der er den mindste tvivl, om det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre, så skal vi aflyse, siger han.
Venstre vil aflyse
Også Venstre presser på for en aflysning.
- I Aarhus er gymnasielever ikke i skole, og virksomheder sender medarbejdere hjem. Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at aflyse Aarhus Festuge, siger Hans Skou, politisk ordfører for Venstre, til Ritzau.
Han har ellers tidligere bakket op om at gennemføre festlighederne.
Også SF's børne- og ungerådmand, Thomas Medom (SF), har i flere dage talt for at aflyse festugen.
Åbningskoncert er aflyst
Arrangørerne af festugen har sagt, der vil være stor fokus på coronasituationen, og at alle de gældende retningslinjer vil blive fulgt. Åbningskoncerten er aflyst, de fleste arrangementer vil foregå udendørs, og der er skrappe krav til, hvor mange der må samles.
Meldingen fra Jacob Bundsgaard onsdag var, at man på mødet mandag vil forholde sig til, hvad Folketingets partier når frem til med hensyn til genåbningens fase 4, og at man desuden henter råd og vejledning hos sundhedsmyndighederne.
Rabih Azad-Ahmad (R) opfordrer de statslige myndigheder til at komme med klarere og bedre anvisninger til kulturlivet.
- Byens mange kulturinstitutioner ved ikke, hvad de skal rette sig efter, hvis ikke det er tilstrækkeligt at overholde de krav, der kommer fra de statslige myndigheder. Det er nu, myndighederne må komme på banen med entydige og klare meldinger, siger han.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.