
Der er ingen sammenhæng mellem HPV-vacciner og trætheds- og smertesyndromer, konkluderer en ny undersøgelse fra Det Europæiske Lægemiddelagentur. Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet. Den ekstraordinære undersøgelse er blevet foretaget på dansk opfordring.
Agenturet har undersøgt, om der er en sammenhæng mellem HPV-vacciner og svimmel- og træthedssyndromet Postural tachycardia Syndrome (Pots) og smertesyndromet Complex Regional Pain Syndrome (CRPS).
Her har Det Europæiske Lægemiddelagentur ikke fundet nogen data, der peger på, at de to syndromer skulle have sammenhæng med HPV-vaccinerne.
Undersøgelsens konklusioner ændrer imidlertid ikke på, at der stadig er danske piger, som er blevet henvist til de fem regionale centre for personer med uklare symptomer efter at have modtaget HPV-vaccinerne.
Stadig hjælp
Ifølge sundhedsminister Sophie Løhde (V) skal de piger stadig have hjælp.
- De syge piger skal have den udredning og behandling, de har brug for, siger hun.
- Jeg har derfor efter aftale med Danske Regioner besluttet, at Sundhedsstyrelsen skal rådgive regionerne om den konkrete organisering på området, så patienterne får et mere ensartet tilbud end i dag.
Både Det Europæiske Lægemiddelagentur og sundhedsmyndighederne i Danmark vurderer fortsat, at fordelene ved at vaccinere mod livmoderhalskræft er større end ulemperne i form af risikoen for bivirkninger, skriver Sundhedsministeriet.
- Nu er sikkerheden ved HPV-vaccinerne igen blevet grundigt belyst, og ifølge undersøgelsen er der ikke data, der tyder på, at vaccinerne kan give eksempelvis pots, siger Sophie Løhde.
- Det er positivt, for HPV-vaccinen er vigtig i indsatsen mod livmoderhalskræft, men vi skal selvfølgelig også fremover følge vaccinerne nøje. Som ved al anden medicin kan der være bivirkninger ved HPV-vaccinerne, og det er vigtigt, at vi løbende forsker i vaccinernes sikkerhed.
Regeringen og satspuljepartierne har netop afsat syv millioner kroner til forskning i mulige alvorlige bivirkninger ved HPV-vaccinerne.
Sundheds- og Ældreministeriet havde 30. juni modtaget i alt modtaget 543 indberetninger om alvorlige formodede bivirkninger ved HPV-vaccinerne.
Givet på forhånd
- Det er jo ikke en undersøgelse. Det er de samme mennesker, som har været med til at godkende vaccinen uden tilstrækkelig evidens. Så svaret var givet på forhånd.
Sådan siger Karsten Viborg, formand i Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte, om undersøgelsen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur. Ifølge ham har både placebopatienterne og vaccinepatienterne i undersøgelsen nemlig fået vaccinestoffer. Så konklusionen er ubrugelig, mener han.
- Det er upassende, at man ikke får uvildige mennesker ind. Det er de samme mennesker, der går igen. De er i den grad inhabile langt størstedelen af dem, som sidder i komiteen.
- Det er et alvorligt problem for patienternes sikkerhed, at man ikke kan få habile eksperter til at vurdere det. At man skal bruge inhabile eksperter, det er direkte skræmmende, siger Karsten Viborg.
Landsforeningen HPV-bivirkningsramte vil nu forsøge at få sundhedsminister Sophie Løhde (V) til at fremskaffe dokumentation for, at der har været en placebogruppe, som kun har modtaget neutralt placebo under de kliniske studier.
Lægemiddelstyrelsen har ikke nogen kommentarer til den konkrete kritik, men oplyser til Ritzau, at de er tilfredse med udførslen af undersøgelsen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.