MIDTJYLLAND: Personale nok og hvordan man skaffer det, er et af hovedpunkterne i den budgetaftale, som et enigt Regionsråd Midtjylland står bag.
Budgetaftalen rummer 101 mio. kr. i demografimidler og en målsætning om, at mindst ti pct. af dette beløb ikke automatisk skal gå til blot at øge behandlingskapaciteten, men ude i de enkelte enheder skal målrettes indsatser for rekruttering, arbejdsmiljø og fastholdelse af personale, herunder kompetenceudvikling af medarbejdere og god introduktion af nyansatte.
Lidt i samme boldgade er 25 mio. kr. i engangshjælp til Regionshospitalet Gødstrup, der blandt andet kæmper med store vikarudgifter, fordi man ikke har personale nok. Også eftervirkninger af flere forsinkelser af byggeriet og ibrugtagningen af hospitalet har betydet, at man endnu ikke er i en normal og stabil drift, fremgår det af aftaleteksten.
De 101 mio. kr. til demografien fordeles til hospitalerne efter to kriterier med halvdelen til hver. Den ene er væksten i opgaverne for det enkelte hospital, og den anden er den samlede opgavetyngde for det enkelte hospital.
Psykiatri og amputationsforebyggelse
Budgetaftalen rummer også 30 mio. kr. til psykiatrien, et beløb der blev aftalt allerede i konstitueringsaftalen efter KV21. Dertil er der 25 mio. kr. til karkirurgi, fordelt på 10 mio. kr. til Aarhus Universitetshospital og 10 mio. kr. til Hospitalsenhed Midt (Viborg, Silkeborg, Skive, Hammel). De resterende 5 mio. kr. går til en central pulje til "bredere amputationsforebyggende indsatser", en direkte udløber af sagen om fejlamputationer, som i maj kostede regionens koncernchef Ole Thomsen jobbet.
På anlægssiden er der i forlængelse af dette afsat 13 mio. kr. til etablering af en hybridstue og deraf følgende udvidet af kølekapacitet til karkirurgien på Aarhus Universitetshospital. Ellers er anlægsmidlerne generelt beskåret, hvilket blandt andet betyder færre penge til medicoteknisk udstyr og dermed mindre oppetid og som følge deraf længere ventetider. Diverse byggerier vil af samme grund blive strakt ud over flere år.
Partierne bag budgetaftalen er Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative, SF, Enhedslisten, De Radikale, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Kristendemokraterne og Psykiatri-Listen. Budgettet andenbehandles og besluttes endeligt på møde i regionsrådet 28. september.
Se budgetaftalen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.