SJÆLLAND: En kvinde fra Region Sjælland har fået tilkendt erstatning fra Patienterstatningen efter et behandlingsforløb, der endte med, at hun fik amputeret sit ben på Sjællands Universitetshospital i 2021. Det oplyser Patienterstatningen til Sjællandske Nyheder, sn.dk.
Patienterstatningen vurderer i sin afgørelse, at ’hendes ben med overvejende sandsynlighed kunne være reddet,’ hvis man tidligere havde diagnosticeret kvinden.
I stedet gik der samlet halvandet år, fra at kvinden første gang henvendte sig til sin praktiserende læge, til at hun var blevet udredt med den rigtige diagnose efter at være blevet sendt forbi både en privat klink og Sjællands Universitetshospital. Da var det imidlertid for sent, og højre ben måtte amputeres.
Den berørte kvinde har foreløbig fået 370.000 kroner i erstatning på baggrund af et sammensurium af fejl hos både den praktiserende læge, den private klinik og Sjællands Universitetshospital.
- Patienterstatningen vurderer, at behandlingen hos kvindens egen læge, den kirurgiske klinik og hendes første undersøgelse på Sjællands universitetshospital i Roskilde IKKE lever op til erfaren specialiststandard, skriver Patienterstatningen i en beskrivelse af sagsforløbet til sn.dk.
Stor erstatning
Patienterstatningen er ikke færdige med at opgøre kvindens endelige erstatning, der derfor kan komme til at overstige de 370.000 kroner. Direktør i Patienterstatningen Karen-Inger Bast uddyber i en mail til mediet.
- Det er en alvorlig sag og tragisk for kvinden, der efter vores vurdering kunne have haft sit ben i dag. Derfor giver loven hende ret til en stor erstatning. Det er også meget usædvanligt, at jeg ser en sag, hvor behandlingen ikke levede op til erfaren specialiststandard hos tre forskellige behandlingssteder.
Ifølge den seneste opgørelse fra Patienterstatningen er der indkommet i alt 412 sager om benamputationer, der muligvis kunne være undgået, fra 297 borgere. Størstedelen af sagerne er fra Region Midtjylland, hvor hele sagen om benamputationer, der måske kunne være undgået med den rette behandling, begyndte i foråret 2022
På landsplan er der givet medhold i samlet 15 sager om unødige benamputationer, som berør 12 borgere. 43 sager er blevet afvist, herunder én i Region Sjælland.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.