
Hvert år koster trafikstøj hundredvis af danskere livet. Alligevel mangler fire ud af landets 17 folkerigeste kommuner en plan for, hvordan de vil bekæmpe den farlige støj, selvom fristen for at aflevere dem udløb for et halvt år siden. Det skriver Ingeniøren. Og de forsinkede handleplaner illustrerer, at kommunerne svigter deres trafikstøjsplagede borgere, mener Ellen Margrethe Basse, der er professor i miljøret på Aarhus Universitet.
- Det her er problematisk og rammer rigtig mange borgere, siger hun til mediet.
De fire kommuner, der mangler at aflevere en handleplan, er hhv. Ballerup, Herlev, Rødovre og Tårnby Kommuner. I Rødovre afviser man at have svigtet borgerne, selvom mindst 6.000 boliger i kommunen er belastet over Miljøstyrelsens grænseværdi på 58 dB. I en mail oplyser kommunen, at den ikke mener, at der kan sættes lighedstegn mellem at overskride fristen, og "hvor alvorligt vi som kommune tager spørgsmålet om støj."
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har i 2018 anslået i en rapport, at der er 5 pct. forhøjet risiko for blodpropper i hjertet, hvis befolkningen udsættes for vejstøj over 59 dB.
Det største miljøproblem
Ifølge WHO er trafikstøj – efter luftforurening – det største miljøproblem, som påvirker borgerens sundhed i Europa. Miljøstyrelsen opgjorde i 2003, at mellem 200 og 500 danskere årligt dør for tidligt af de sygdomme, som vejstøj medfører. I 2022 var der i alt ca. 139.600 borgere, som var stærkt belastede af vejstøj.
Derfor er en række myndigheder - statslige som kommunale - blevet pålagt at udarbejde støjkort og støjhandlingsplaner med henblik på at skabe et grundlag for at forebygge og begrænse støjens skadelige virkninger og give borgerne indsigt i, hvilken indsats myndighederne påtænker at iværksætte.
I november 2024 udgav Rigsrevisionen sin beretning til Folketinget med Statsrevisorernes bemærkninger til indsatsen over for trafikstøj. Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om Transportministeriet og Miljøministeriet har en tilfredsstillende indsats over for trafikstøj.
"Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Transportministeriet og Miljøministeriet ikke har sikret, at myndighederne overholder en række krav fra bekendtgørelsen om støj. Konsekvensen af dette er, at myndighedernes grundlag for at forebygge og begrænse støjens skadelige virkninger og borgernes indsigt i myndighedernes indsats over for trafikstøj indskrænkes," lød det i beretningen.
Grænserne for vejstøj
- Rekreative områder i det åbne land (sommerhusområder, grønne områder, campingpladser): 53 dB
- Rekreative områder i eller nær byområder (parker, kolonihaver, nyttehaver, turistcampingpladser): 58 dB
- Boligområder (boligbebyggelse, daginstitutioner m.v., udendørs opholdsarealer): 58 dB
- Offentlige formål (hospitaler, uddannelsesinstitutioner, skoler): 58 dB
- Liberale erhverv m.v. (hoteller, kontorer m.v.): 63 db
Kilde: Miljøstyrelsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.