
ESBJERG: En tredjedel af omkring 70 social- og sundhedshjælpere i Esbjerg Kommune, der har deltaget i særligt tilrettelagte efteruddannelsesforløb med løn har efterfølgende sagt ja til at gå op i tid på jobbet, skriver Viden På Tværs (VPT).
Efteruddannelsen på seks til otte timer ugentligt med løn er blevet tilbudt de deltidsansatte på ældreområdet, og medarbejderne har kunne vælge mellem forskelige AMU-opkvalificeringsforløb om fx medicinhåndtering, borgere med demens, tværfagligt samarbejde og terminalt syge borgere. Kurserne er foregået på henholdsvis Social- og Sundhedsskolen og på det lokale hospice.
- Konkret fungerer det sådan, at når medarbejderen er færdig på arbejdet fx klokken 13, kører de hen på uddannelsen. På den måde kan de i en afgrænset periode prøve at være flere timer på arbejde og se, om det kunne hænge sammen med privatlivet, siger Heidi Vestergaard Larsen, der indtil april 2022 var chef for uddannelse, it og arbejdsmiljø i Fritid, Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
Faglighed og fleksibilitet
At en tredjedel af kursusdeltagerne efterfølgende har valgt at gå op i tid, overraskede kommunen positivt.
- Det er flere, end vi kunne have håbet på. Hver eneste medarbejder, der har lyst til at gå op i tid, kan gøre en forskel. Så vi er meget tilfredse. Både ledelse og medarbejdere har et stort ønske om at være fagligt dygtige og gøre op med de desværre sejlivede fordomme om sosu-faget. For vi er et vigtigt fag. Det kræver meget at være sosu, siger Heide Vestergaard Larsen.
Hendes råd til andre kommuner og arbejdspladser, som ønsker at gå samme vej, er at gøre det til et fælles anliggende og tage dialogen i MED om, hvordan man kan skaffe nok arbejdskraft. Og ikke mindst så skal kommunen ikke presse medarbejderne men vise dem mulighederne.
- Vi vil rigtig gerne tilgodese folks behov i de forskellige livsfaser, de er i. Mange nyuddannede ønsker fx at have mange timer, mens medarbejdere med to-tre mindre børn, som de måske er alene med, synes, det er hensigtsmæssigt at gå ned i tid i en periode. Mange af dem bliver fx klar til at gå op i tid igen senere. Vi skal sørge for, at der er den nødvendige fleksibilitet i jobbet i de forskellige livsfaser, siger Heidi Vestergaard Larsen.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.