dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
DK Debat
Dobbelt så mange sygedage i institutioner med dårligt indeklima
Kun fire ud af ti kommuner har ventilationsanlæg i de fleste daginstitutioner, viser Bupl-undersøgelse, og det giver flere syge pædagoger (Arkivfoto).
Foto: Johan Gadegaard/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Dobbelt så mange sygedage i institutioner med dårligt indeklima

Kun fire ud af ti kommuner har ventilationsanlæg i langt de fleste daginstitutioner, viser Bupl-undersøgelse.

De færreste institutioner har velfungerende mekanisk ventilation, og pædagoger med dårlig luftkvalitet på deres arbejdsplads har næsten dobbelt så mange sygedage som pædagoger, der arbejder et sted med god luftkvalitet. Det viser svar fra 17.000 pædagoger i en ny vilkårsanalyse, oplyser Bupl.

Dermed viser analysen en tydelig statistisk sammenhæng mellem pædagogernes sygedage og deres vurdering af luftkvaliteten, siger formand for Bupl Elisa Rimpler:

- Alt for mange daginstitutioner og SFO’er er simpelthen ikke bygget og vedligeholdt på en acceptabel måde, som tager højde for, at mange børn og voksne er tæt sammen hele dagen. Det er under al kritik, at det er de standarder, vi tilbyder både børn og pædagoger, siger hun.

Når luftkvaliteten er dårlig, er der større risiko for spredning af luftbårne vira, som giver luftvejsinfektioner, og Elisa Rimpler efterlyser først og fremmest moderne mekanisk ventilation i alle daginstitutioner og SFO´er.

Kommunernes økonomi

En ny Megafon-undersøgelse foretaget af Bupl viser, at kun fire ud af ti kommuner har ventilationsanlæg i langt de fleste daginstitutioner, og kun hver tredje har en indeklimastrategi.

Ifølge fagforeningens beregninger vil det koste ca. 2 mia. kr. at etablere moderne mekanisk ventilation i de godt 2.000 daginstitutioner, der ikke har det i dag.

Med kommunernes trængte budgetter til byggeri og velfærd samt anlægsloftet er mulighederne for at renovere stærkt begrænsede, vurderer Bupl-formanden:

- Kommunerne får brug for hjælp, så der hurtigst muligt kan blive gjort noget ved problemet. Vi kan ikke leve med, at der går årevis, før der sker noget. Derfor mener jeg, Folketinget bør afsætte en særlig pulje til at etablere mekanisk ventilation i alle daginstitutioner, siger Elisa Rimpler.

Se undersøgelsen af luftkvaliteten her.

Se Megafon-undersøgelsen af indeklima i kommunernes daginstitutioner og skoler her.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.