Digitale sundhedsløsninger kan både være med til at mindske og øge uligheden i sundhed i landdistrikter. Det konkluderer et studie fra Center for Landdistriktsforskning.
De digitale løsninger kan åbenlyst medvirke til at mindske uligheden, fordi de kan give folk på landet nem adgang til viden og elektroniske hjælpemidler uafhængigt af, hvor de bor i forhold til sygehuse, læger osv. Men samtidig kan de digitale løsninger øge uligheden, fordi der bor en større andel af folk, som har svært ved at mestre teknologien, i udkantsområderne.
- Det er jo ikke fordi, du automatisk får dårligere kompetencer af at bo på landet. Men den demografiske udvikling har medført, at en større gruppe af ældre og ressourcesvage bor på landet end i byerne, og denne gruppe har generelt dårligere sundhedskompetencer, siger Egon Noe, professor og leder af Center for Landdisstriktsforskning og en af de to forskere bag studiet.
Mental afstand
De ældre og ressourcesvage kan have svært ved at forstå informationer om at leve sundt, og de opsøger i mindre grad sundhedstilbud eller sundhedsinformationer på nettet. Desuden kan de krav, som hver enkelt teknologi stiller til brugerne, være med til at øge den mentale afstand og dermed den sociale ulighed.
- Du skal rent teknisk være i stand til at bruge teknologien og forstå det digitale sprog. Hvis de digitale løsninger skal kompensere for den fysiske kontakt, så kræver det en viden i forhold til, hvordan man udtrykker sig digitalt frem for analogt. Derfor bliver det også dem, der er bedst til at benytte teknologien, der får mest glæde af den, og det er sjældent de ældre og ressourcesvage, siger Egon Noe.
Derfor advokerer forskerne for, at det er vigtigt at tilpasse de digitale løsninger og at sætte ressourcer af til at lave fokuserede indsatser for de ressourcesvage. Det kan eventuelt ske ved hjælp af frivillige facilitatorer, der kan hjælpe de udfordrede medborgere. Desuden peger forskningen på betydningen af at inkludere sundhed i planlægningen, så der lægges op til fysiske aktiviteter og mødesteder, der gør det naturligt at komme ud at bevæge sig.
Rapporten om ulighed i sundhed kan downloades her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.