SYDDANMARK: En tidligere indkøbschef på Sygehus Lillebælt er dømt for bedrageri for godt to mio. kr., oplyser hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage. Manden er dømt efter et retsmøde ved Retten i Kolding, hvor han erkendte sig skyldig i fuldt omfang.
Retten har udmålt en straf på fængsel i et år og ni måneder, hvoraf halvandet år er gjort betinget mod, at den 51-årige mand udfører 250 timers samfundstjeneste. De sidste tre måneder skal afsones, men han kan søge Kriminalforsorgen om at gøre det med fodlænke i eget hjem.
- Retten har lagt vægt på, at der er en del formildende omstændigheder. Blandt andet, at min klient har samarbejdet med politiet fra begyndelsen, fortæller forsvarsadvokat Mette Grith Stage.
Svindlen er foregået ved, at den 51-årige udnyttede sin stilling som indkøbschef til at indgå en række fiktive handlinger på vegne af sygehuset. Men hospitalet fik ikke nogen varer.
Groft bedrageri for to mio. kr.
Det foregik over en periode fra 2015 til 2019. Alt i alt blev der svindlet for 2.098.222 kr., og der var ikke bare tale om bedrageri, men groft bedrageri, slog retten fast. Dels på grund af beløbet og dels på grund af, at manden udnyttede sin betroede position til at begå svindlen.
To andre, som har tilknytning til det firma, som de fiktive handler er indgået med, er også sigtet i sagen. Sagen er for deres vedkommende ikke afgjort, men det er den for den 51-årige, hvis det står til ham selv. Mette Grith Stage oplyser, at han accepterer rettens dom, så medmindre anklagemyndigheden anker til skærpelse, står byretsdommen ved magt.
- Der er forud for retsmødet taget kontakt til sygehuset for at indgå en afdragsordning. Og han er desuden meget brødebetynget over for sin familie og over for sygehuset, fortæller advokaten.
Den 51-årige er ikke tidligere straffet, hvilken retten ifølge Mette Grith Stage også har lagt vægt på i formildende retning. I retten har den 51-årige ifølge JydskeVestkysten forklaret, at han blev fristet, fordi kontrollen i sygehusets indkøbsafdeling var dårlig. Han manglede egentlig ikke penge, og udbyttet blev brugt på "tant, fjas og rejser", skriver avisen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.