Danmark har doneret over 400.000 Moderna-vacciner til Libanon. Vaccinerne ankom til natten til onsdag. Det oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.
Sundhedsmyndighederne har vurderet, at vaccinerne ikke skal bruges i det danske vaccinationsprogram. Og derfor har man valgt at donere de overskydende vacciner, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
- Danmark står i den heldige situation, at vi har flere Moderna-vacciner på lager, end vi skal bruge, og derfor er det eneste rigtige at sende dem ud, hvor de kan gøre gavn. Sådan kan vi fra dansk side bidrage til at få pandemien under kontrol. Modernas vaccine udgør stadig en del af vores vaccinationsprogram, og der vil stadig være Moderna-doser på dansk jord til dem, der har brug for en sådan, siger han.
Danmark har i samarbejde med EU fundet frem til, at Libanon vil være en god modtager. Libanon kæmper lige nu med et stigende antal smittede og har samtidig kapaciteten til at udrulle vaccinerne. Normalt vil man donere vacciner gennem Verdenssundhedsorganisationens vaccineprogram, Covax. Men det kan man som udgangspunkt ikke, når de befinder sig på nationale lagre.
Solidaritet
Danmark har tidligere sagt, at man vil donere 10 millioner vacciner. Med den nyeste donation er man nået op over seks millioner donerede vacciner. Ud over vaccinedonationen har Danmark også sendt 15 mio. kr. til Covax.
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har for nylig selv været i Libanon og glæder sig over, at Danmark kan hjælpe.
- Hvis vi skal stoppe den her pandemi, så kræver det, at vi aktivt viser international solidaritet i kampen imod smittespredning. Samtidig støtter vi Covax med 15 millioner kr. til indkøb af kritisk udstyr til vaccineudrulningen i de fattigste lande. Det er en rigtig positiv måde at starte det nye år på, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.