dkmedier
dknyt
dkindkob
dknyt
dksocial
doi
doi

Dårlig forretning at behandle patienter rigtigt

Sygehusene har ikke noget økonomisk incitament til at inddrage patienterne – men de har et til at operere igen og igen

Danske sygehuse bliver belønnet økonomisk for at behandle mange patienter – og ikke for at gøre det rigtige for patienten. Det er et problem, der koster sundhedsvæsenet mange penge. Det siger flere eksperter til DR Nordjylland.

En af dem er klinikchef for Kirurgi og Kræftbehandling på Aalborg Universitetshospital, Per Gandrup. Han er bekymret over det system, som danske sygehuse bliver afregnet efter.

- Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi får patienten inddraget i det her, så det ikke kun har værdi for systemet, men også har værdi for patienten, siger han.

Stykbetaling
Som det er i dag, har sygehusene ikke nogen særlig grund til at inddrage patienten i et behandlingsforløb. Økonomien i det danske sundhedssystem er nemlig i høj grad bygget op om det konkrete aktivitetsniveau en afdeling kan præstere.

Det vil sige, at sygehuset populært sagt bliver afregnet efter hvor mange knæ- og skulderoperationer, der eksempelvis bliver udført - uden skelen til, om den enkelte patient har fået det bedre efter operationen.

Hvis operationen ikke lykkes, og patienten er nødt til at komme under kniven igen, så bliver sygehuset også afregnet en gang til. Derfor bakkes den nordjyske klinikchef også op af centerchef for hovedneurocentret på Aarhus Universitetshospital, Kirsten Wisborg.

- Vi skal ikke have incitamenter, der kunne trække os i en retning, hvor vi bliver belønnet for genindlæggelser reoperationer, siger hun til DR Nordjylland.

'Stof til eftertanke'
Kirsten Wisborg peger på, at det er vigtigt, at patienttilfredshed bliver inddraget i fremtiden, når sygehusene skal afregnes.

- For at sige, at vi leverer det rigtige på det rigtige tidspunkt, så er vi nødt til at have patienternes vurdering meget mere ind på banen. Der er værdi at hente for os som sundhedsvæsen, men i høj grad også for patienterne, siger hun.

At det har betydning at inddrage patienterne viser et lille forsøg, som blev udført på Gentofte Hospital. Her så 100 gigtpatienter en ni minutter lang informationsfilm om fordele og ulemper ved en knæoperation. Samtidig blev de gjort opmærksomme på alternativer som vægttab og genoptræning.

Informationsfilmen fik en tredjedel af patienterne til at vælge ikke at blive opererede. Det giver stof til eftertanke, mener sundhedsøkonom Jakob Kjellberg.

- Det lyder jo fornuftigt, at vi skal afregne på det, vi gerne vil have. Vi ved bare ikke præcis, hvordan vi skal gøre det anderledes. Men vi har en stigende erkendelse af, at den måde vi gør det på i dag, ikke går på lang sigt, siger han til DR Nordjylland.

rp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/daarlig-forretning-at-behandle-patienter-rigtigt

GDPR